Bæredygtig omstilling af luftfarten



Københavns Lufthavn har en overordnet ambition om, at man skal kunne rejse ud og opleve verden med grøn samvittighed, og derfor skal vi gøre endnu mere for at omstille luftfarten i en mere bæredygtig retning.

Vi er i 2019 blevet en CO2-neutral lufthavn og har gennem de seneste år reduceret CO2-udslippet fra driften i lufthavnen på trods af en stor stigning i antallet af passagerer. Men vores ambitioner stopper ikke her. Udledningen fra lufthavnen skal stoppes helt. Derfor har vi lanceret tre ambitiøse mål i vores klimastrategi for en mere bæredygtig luftfart: 

  • I 2019 er Københavns Lufthavn blevet en CO2-neutral lufthavn
  • I 2030 skal Københavns Lufthavn være en emissionsfri lufthavn med emissionsfri transport til og fra lufthavnen
  • I 2050 skal hele lufthavnen, inklusiv flytrafikken være emissionsfri

Partnerskaber skal sikre en mere grøn luftfart

Københavns Lufthavn har ikke kun klimamål for lufthavnen selv. Hvis vi skal lykkes med at omstille lufthavnen, skal vi forfølge hele luftfartsbranchens ambitiøse klimamål. 

Klimamålene sigter mod, at dansk luftfart skal igennem en grøn omstilling. Derfor bakker vi op om Brancheforeningen for Dansk Luftfarts initiativ til at oprette Luftfartens Klimafond, der sammen med nyetablerede partnerskaber om udvikling af bæredygtigt brændstof skal bidrage til at nedbringe CO2-udledningen fra luftfarten.

Udvikling med fokus på nærmiljøet

Den fremtidige udvikling af Københavns Lufthavn vil finde sted inden for lufthavnens eksisterende areal og kan ske inden for de gældende støjgrænser. Vi ønsker at udvikle lufthavnen, mens vi tager hensyn til vores omgivelser, og derfor vil vi proaktivt samarbejde med flyselskaberne og bakke op om deres tiltag for at nedbringe støjen fra luftfarten. 

SAS har en målsætning om at reducere støj med 50% i 2030, og Ryanair har netop købt nye fly, der genererer 40% mindre støj end deres nuværende maskiner. Den løbende udvikling i støjbelastningen fra lufthavnen er generelt faldet over de sidste 20 år. Det samme er antallet af flyoperationer, mens antallet af passagerer er vokset kraftigt. Selv med en fremtidig stigning i antal passagerer kan man altså ikke forvente, at antallet af flyoperationer stiger i samme takt. Men vi ved, at støjen kan være generende – og den kan svinge over tid. Det ønsker vi dialog omkring. For vores mål er, at støjen fra lufthavnen kan nedbringes. Vi kommer i fremtiden også til at holde os inden for de gældende støjgrænser – det ændres der ikke ved. 

Lufthavnens ansvar for at bidrage til en bæredygtig omstilling gælder også, når det kommer til lokal luftkvalitet. Vi har overvåget luftkvaliteten i mange år og har gennem en årrække sat særligt fokus på udledning af ultrafine partikler fra lufthavnens daglige drift. Vi vil løbende omstille og udvikle driften af lufthavnen, så vi reducerer udledningen af ultrafine partikler. Vi har f.eks. i et partnerskab i Københavns Lufthavns Luftkvalitetsprogram taget en række tiltag, der gør, at vi er blandt de førende lufthavne i verden, når det kommer til indsatser for at forbedre luftkvaliteten i og omkring lufthavnen.

  Tilbage til oversigten