Billeder & billedstil
Københavns Lufthavnes billeder afspejler – ligesom vores design – at vi skaber fremtidens lufthavn med passion, gæstfrihed, respekt og partnerskab. Det er vores fire værdier, som spiller tæt sammen med vores purpose, Let’s travel together to a better tomorrow
Vores billeder afspejler gæstfrihed ved at være autentiske og udstråle den ro og imødekommenhed, vi tilstræber i terminalernes indretning.
Også værdien partnerskab kan komme til udtryk, når vi fx fotograferer vores gode værter i CASC eller specifikke service-situationer i terminalerne.
Vores billeder afspejler passion ved at bruge mennesker så ofte, det
er muligt, og fremhæve æstetikken i alt fra møblement til flymotorer. Passion er en værdi for os, fordi vores medarbejdere er ildsjæle, der brænder for deres stofområde – ikke kun eksperter.
Guide til billedstil, tone
og komposition
Kompositionen
Kompositionen er derfor afbalanceret. Idealet er lodrette frem for kælkede/skæve linjer og begrænset brug af vidvinkel, hvis dette skaber tydelige forvrængninger. Beskæringen er stram men levner plads til, at modtageren kan fornemme den rumlighed, der kendetegner Københavns Lufthavnes arkitektur.
Bevægelse
Billeder må gerne udtrykke en bevægelse, men ikke decideret action. Lange eksponeringer (som slører bevægelser) benyttes kun, når vi bevidst vil sløre passagerers ansigter og kroppe i et billede (fx et foto der illustrerer passagerflowet), eller når kufferter på et bagagebånd anonymiseres.
Tonen og udtrykket
Tonen og udtrykket er naturligt, og skal arbejde det dagslys, man finder i terminalerne. Det kan både være direkte og indirekte lys. Tonen tilstræbes derfor at være mere varm end kold. Vores billeder har ikke høj kontrast eller ”sprødt”/hårdt udtryk, men må dog gerne afspejle den stoflighed, man finder i indretning og materialer, fx vægbeklædning eller trægulv. Billeder må gerne være dynamiske, men må ikke behandles sådan, at konstrasten bliver meget hård.
Billeders indhold og elementer
Principper for storytelling
i billeder
- Naturlig æstetik, ægthed, autenticitet, portrætterer altid Lufthavnen som den ser ud samt ægte situationer (fx bruges ikke modeller, men ægte mennesker).
- Billederne skal altid ligne den virkelighed, der udspiller sig i terminalerne. Mennesker skal derfor fremstå autentiske i udtryk og påklædning. De situationer, billederne afspejler, skal også have et ægte og autentisk udtryk.
- Tilstræb mennesker med naturlige reaktioner, når de smiler, krammer eller interagerer med hinanden – man skal tro på det og genkende situationen som sin egen.
- CPH skal syne varm og i bevægelse: folk der er på farten, bruger kvalitetstid sammen, og et sted hvor folk mødes igen. Vi skal kommunikere, at det er destination, hvor alle følelser er til stede, og hvor tiden flyver afsted, inden man skal ud og jagte nye eventyr, opleve det kendte såvel som det ukendte.
- Vi ønsker en grad af diversitet i medvirkende, der er inkluderende og udtrykker, at CPH er en international lufthavn.
- Vi skal kunne omfavne forskellige aldersgrupper og segmenter, men det skal altid virke naturligt og må ikke virke forcerende.