Kørsel for Danske Taxier

Her på siden finder du information om de operationelle funktioner i TMS, samt kort over relevante områder i lufthavnen.

Hvordan får du en tur?

Der er kun én måde at få en tur på, og det er via din central. For at blive tilbudt en tur fra centralen skal du desuden leve op til CPH´s krav om eventuel afsætning, samt en høj kundetilfredshedsscore, så dit selskab kan tilbyde dig ture i lufthavnen. Når du er i depotet er det Taxi Management Systemet, med afsæt i trafikprognosen og sammenholdt med det faktiske behov på pladsen, samt TMS servicekorpset, der sikrer at der fremkaldes taxier til kaperrækken. Det vil ligeledes være muligt for kunder/personale både ved Clarion Hotel og Terminal 3, at fremkalde en Taxi af særlig størrelse eller med særligt udstyr (fx auto stol) eller fra et bestemt selskab.

Afsætning

Sætter du en passager af i lufthavnen registreres dette via brobizz og kamera når du kører ind igennem ”afsætningen”. Du vil dermed få højere prioritet hos dit selskab for at få en tur ud af lufthavnen igen.

Afsætning af passagerer i lufthavnen foregår som hidtil foran Terminal 2, foran Terminal 3 (øst) og foran Clarion Hotel.

Der køres frem til bommen ved bane 2, hvor bommen åbner automatisk. Der køres igennem bane 2, og hen til afsætningsområdet, hvor der kan foretages en afsætning af passagerer. 

*Notér at hvis gennemkørslen af bane 2 tager for lang tid, vil der ved udkørslen blive opkrævet samme afgift, som var der foretaget en ”opsamling”.

Du skal stadig afvente tildeling af en tur via systemet, inden du kan køre om i depotet. Bemærk at du ikke prioriteres, hvis du holder og venter udenfor lufthavnen.

Indkørsel og indretning af depotet

På baggrund af prognoser for lufthavnens forventede behov for kørsel kaldes de enkelte chauffører til lufthavnen. Du kører ind i depotet, parkerer korrekt og afventer at TMS kalder dig frem. Depotet er indrettet omhyggeligt til at optimere kapaciteten, derfor parkerer man skråt. De grønne biler viser, hvor mange ekstra parkeringspladser skrå parkering tillader.

Indretningen gør det muligt at kalde bestemte vogne frem – for eksempel en stor vogn, og med lav risiko for kollision med en vogn som leder efter en plads at parkere. 

  • Kør til depotet i P12 for at afvente tur fra kaperrækken. Ankomsten til depotet skal ske inden for 20 min., fra du har taget turen.
  • I depotet venter du på at blive fremkaldt til kaperrækken ved Terminal 3 (Bane 1 eller 2) eller til optagezonen ved Clarion Hotel. Det vil fremgå på en af de 3 lystavler. 

Taxierne kaldes ikke længere frem efter First-in-First-out-princippet. Prioriteringssystemet og særlige behov for storvogn eller bagageplads afgør hvilke taxier der kaldes til optagezonerne, så vi bedst muligt imødekommer kundernes behov.

Opsamling & modtagelse af passagerer i kaperrækken

First-in-First-out-princippet er heller ikke gældende i kaperrækken. Her skal taxier køre frem i rækken, når det er muligt uden hensyn til First-in-First-out-princippet. Kunden vil altid have frihed til at vælge en anden taxi end den, der holder forrest.

I tidsrummet 07-23 står der TMS medarbejdere og hjælper passagerer og jer med at få en tur og afvikle trafikken effektivt.

TMS Gebyr

For hver indkørsel til depotet betales et gebyr til dækning af CPH’s omkostninger i forbindelse med Taxi Management Systemet.

Gebyret registreres på hver enkelt taxi ved indkørsel til depotet. Gebyrerne faktureres månedsvis bagud til de respektive Selskaber, som hæfter for betalingen overfor CPH. Gebyret reguleres årligt med virkning fra den 1. april.

Gebyrsatsen fastsættes med gældende Terms of use.  

Bestilte

Der køres frem til bommen ved bane 2, hvor bommen åbner automatisk. Der køres igennem bane 2, og hen til opsamlingsområdet for danske taxier bestilte, hvor der kan foretages en opsamling af passagerer. Ved udkørsel vil turen blive registeret som optag.

Kort

Se kort over områderne her.

Afsætning via bane 2