Klimakompensering - Carbon Removal 

Som en del af CPH lufthavns bæredygtighedsstrategi, har lufthavnen indgået et samarbejde med den danske virksomhed Klimate. Samarbejdet gør sig gældende for indeværende år, 2024, og dækker to klimaprojekter, der bidrager til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Klimakompensering er en måde at kompensere for CPHs scope 1 og 2-udledninger, som er henholdsvis egne direkte emissioner for eksempel fra vores køretøjer og udstyr, og vores indirekte emissioner for eksempel energiforbrug, samt dele af scope 3 her i form af vores egne forretningsrejser. Det vigtigste fokus er dog fortsat at få bragt lufthavnens egne emissioner ned.

Lufthavnen skal selv gøre arbejdet
Omstillingen til en Net Zero lufthavn tager tid og omfatter mange komplekse dele af vores lufthavnsdrift. Her arbejdes der blandt andet for at opnå flere energibesparelser i vores bygninger, udfasning af naturgas, at omstille CPH's maskiner og køretøjer til el, samt arbejde mod en stigende brug af vedvarende energi.

Men indtil lufthavnen er i mål med dette, kompenserer CPH for tidligere nævnte udledninger. Og her er der forskellige typer af klimakreditter. Lufthavnen har hidtil benyttet sig af avoidance-kreditter, som hjælper med at undgå udledning af CO2, men nu går lufthavnen over til removal-kreditter, som sikrer fjernelse af CO2 fra atmosfæren.

Frugttræer i Nepal og Indien
I CPHs nye samarbejde investeres der i to projekter i henholdsvis Indien og Nepal, som fjerner CO2 fra atmosfæren gennem skovlandbrug. Træerne absorberer kuldioxiden fra atmosfæren gennem fotosyntese, hvilket betyder at træerne ved hjælp af solens energi og vand omdanner kuldioxiden til sukker og ilt. Derudover bidrager træernes rødder også med at lagre kulstof i jorden.

Træerne, der bruges i de to projekter, er blandt andet landbrugstræer som mango, æble, guava, teak og cashew. Det er alle hjemmehørende arter, altså træer som vokser naturligt i de områder. Projekterne er udover deres bidrag til CO2 optag med til at fremme den lokale økonomi ved at skabe arbejdspladser til lokalsamfundet.

Læs mere om vores samarbejdspartner: Klimate

 

Fakta

Hvad er klimakreditter for en størrelse?
Klimakreditter er en enhed, som repræsenterer et ton CO2, der er undgået udledt eller er blevet fjernet fra atmosfæren. Det sker gennem forskellige aktiviteter.

Ved undgåelse kan der være tale om opsætning af vedvarende energikilder eller beskyttelse af skov, og ved fjernelse af CO2 kan det for eksempel være en naturbaseret løsning eksempelvis skovlandbrug, som CPH benytter eller mere teknologiske løsninger som Direct Air Capture (DAC), der direkte indfanger CO2 ved store ventilationsanlæg.