29.5.2009
Vær forkælet og afstresset når rejsen begynder

En afstressende start på din næste flyrejse – lyder det ikke som en meget god idé? Mandag den 25. maj 2009 åbnede Ni’mat Hand and Foot Spa i Københavns Lufthavn – et velværetilbud, som kombinerer en afstressende stund af forkælelse med muligheden for at stige ombord på flyet med velplejede hænder og fødder.

Københavns Lufthavn har netop føjet endnu et tilbud til paletten af muligheder for oplevelse, mens du venter på din flyafgang. At rejse kan være en stressende oplevelse, men nu får de rejsende muligheden for at geare ned før flyveturen. Det er Ni’mat Spa, kendt fra såvel domicilet i det indre København som Ni’mat Spa Hilton, der står bag det nye, forfriskende tilbud til passagererne.

Ni’mat Spa slog første gang dørene op i lufthavnen på Hotel Hilton i marts 2007, og utallige livsnydere og trætte rejsende har siden da benyttet sig af muligheden for kropsbehandlinger, massage, dampbad og meget mere. Ni’mat har nu udvidet tilbuddet med ’velværebutikken’ Ni’mat Hand and Foot Spa i Terminal 3, hvor passagererne tilbydes behandling før rejsen.

Ansigtsbehandling og canapeer
Som udgangspunkt tilbydes behandlinger med en varighed på 15-30 minutter, men har man god tid, er det muligt at kombinere flere behandlingstyper og få en længerevarende behandling. ”Jeg har meget længe ønsket mig at åbne en butik i selve lufthavnen, så jeg er glad for, at vi har fået muligheden, og jeg er sikker på behovet er stort,” siger Ni’mats ejer Heidi Østerby. ”Vi har indrettet konceptet her i butikken, så den rejsende har mulighed for at kombinere sin fod-, hånd- eller ansigtsbehandling med lidt at spise og drikke – vi sørger for, at det hele går op i en højere enhed indenfor den tidsramme der er til rådighed, og jeg håber, at vi på den måde kan være med til at give rigtig mange en behagelig start på rejsen,” siger hun.

Ni’mat Hand and Foot Spa, der er gennemgående asiatisk inspireret, hvilket kan ses og mærkes i såvel behandlinger og produkter som i butiksindretningen, er åben hver dag fra kl. 07:00 – 21:00.






 Læs mere om Ni'mat på www.nimat.dk