20.03.2007
Skandinaviens første Starbucks åbner i Københavns Lufthavn
I starten af juni 2007 åbner Starbucks en ny kaffebar ved ankomstområdet i Terminal 3 i Københavns Lufthavn. Kaffebaren bliver den verdensomspændende Starbucks-kædes første og foreløbig eneste kaffebar i Skandinavien.
"Starbucks' stærke, internationale brand passer perfekt til Københavns Lufthavn, så vi er rigtig glade for at Starbucks har valgt Københavns Lufthavn som det første sted, hvor skandinaverne får adgang til Starbucks kvalitetsprodukter", siger Henrik Busch, underdirektør i Københavns Lufthavn.
Med etableringen af den nye kaffebar får en stor del af de 21 millioner passagerer, der årligt passerer gennem lufthavnen, mulighed for at stifte bekendtskab med Starbucks' store udvalg af specialkaffe.
Nu kan de rejsende – og dem der spændt venter på at tage imod - nyde gourmetkaffe midt i lufthavnens travle, internationale atmosfære.
Starbucks, der har hovedkvarter i Seattle, USA, er et af verdens stærkeste brands. Der er ligefrem fanklubber, og mange kaffeelskere har set frem til, at der endelig kommer en Starbucks i Danmark.
"Starbucks kaffebaren vil være med til at forbedre oplevelsen og forholdene for rejsende og for alle dem, der tager ud til lufthavnen for at hente familie, venner eller forretningsforbindelser. Jeg kan ikke udelukke, at der også snart inde i selve transitområdet vil blive plads til endnu en Starbucks", siger underdirektør Henrik Busch.
Den ny Starbucks i lufthavnens Terminal 3 er åben hver dag fra tidlig morgen til sen aften.