26.03.2007
Spring køen over med Sterling

Sterling og Københavns Lufthavn sætter sammen turbo på check-in processen i et nyt pilotprojekt. Med otte nye check-in automater og servicemedarbejdere til at assistere passagererne bliver det for alvor nemt og hurtigt at checke ind selv – også hvis man har bagage med. Projektet er en del af en treårig plan, som Københavns Lufthavn har udarbejdet for at optimere check-in processen.

Hvorfor stå i kø til check-in, når det er nemt og hurtigt at checke ind på en automat? Det spørgsmål kan passagerer med flyselskabet Sterling med god grund stille sig selv fremover, når de skal rejse fra Københavns Lufthavn.

Halvdelen af passagererne skal selv checke ind

Med otte nye check-in automater, som Københavns Lufthavne stiller til rådighed, og et øget antal servicemedarbejdere til at vejlede og assistere passagererne sætter lufthavnen og Sterling 26. marts 2007 gang i et pilotprojekt, der skal få halvdelen af Sterlings passagerer til at vælge check-in automaterne frem for at stå i kø til check-in. Projektet er blot et af en række forbedringer på check-in området, som Københavns Lufthavn iværksætter i samarbejde med flyselskaberne.

"Check-in er en af de store flaskehalse i lufthavnen, men i dag er der ingen grund til at stå i kø for at blive checket ind af en medarbejder ved skranken. Det kan man selv klare på automaterne i løbet af få minutter – også når man har bagage med," siger kommerciel direktør Stefan Vilner, Sterling.

Servicemedarbejdere står klar til at hjælpe

Mens manuelt check-in tidligere var den eneste mulighed, benytter et stigende antal passagerer i dag selvbetjeningsløsninger som automater eller internet check-in.

Fire ud af ti passagerer i Københavns Lufthavn vælger at checke ind selv, hvilket er langt over gennemsnittet i branchen, men lufthavnen vil have endnu flere til at springe check-in køen over i de kommende år. Nogle passagerer holder sig tilbage fra at bruge automaterne, fordi de er usikre på, hvordan de fungerer eller ikke ved, hvad de skal gøre med bagagen.

"Derfor indsætter vi samtidig med opstillingen af de nye automater flere servicemedarbejdere, så der dagen igennem er nogen til at hjælpe ved automaterne og vise, hvor bagagen skal afleveres. Vi tror, at rigtig mange passagerer vil opdage, hvor let det er at checke ind selv," siger Stefan Vilner.

Treårig plan skal optimere check-in processen

Pilotprojektet er en del af en treårig plan, som Københavns Lufthavn har udarbejdet for at optimere check-in processen. I planen indgår projekter, der skal øge brugen af check-in automater og internet check-in, forbedre mulighederne for at aflevere bagage (”bag drop”) og optimere passagerflowet i lufthavnen. Endvidere indeholder planen etablering af særlige faciliteter for indcheckning af krydstogtpassagerer i de travle sommermåneder.

"Med dette projekt går Sterling foran i arbejdet med at skabe en hurtigere og mere smidig check-in proces i Københavns Lufthavn. Erfaringerne fra pilotprojektet vil vi bruge i det videre arbejde med at optimere check-in forholdene i de kommende år. Jeg er overbevist om, at vi inden for få år vil opleve, at hovedparten af passagererne selv checker ind," siger adm. direktør Niels Boserup, Københavns Lufthavne A/S.

 

 

 

 

 

 

Automat check-in:

1. Vælg flyselskab

2. Vælg sprog

3. Indsæt pas, kreditkort eller billet

4. Tast flynummer eller destination ind

5. Vælg evt. sæde

6. Svar ja/nej til spørgsmål om pas og sikkerhed

7. Indtast antal tasker/kufferter

8. Tag dine bagagemærker

9. Tag dit boarding-kort

10. Aflevér bagagen i baggage drop

11. Gå videre til sikkerhedskontrollen

 Liste over flyselskaber med automat check-in

 http://www.sterling.dk/