21.09.2007
Med metro til lufthavnen

Det bliver Kronprins Frederik, der klipper snoren og sender det første metrotog af sted mod Kongens Nytorv, når tredje etape af den københavnske metro indvies fredag den 28. september 2007. Hermed åbnes den sidste af de oprindelige tre etaper og dermed fem nye stationer langs Østamager med endestation i Københavns Lufthavn.

Endestationen, Lufthavnen, bliver omdrejningspunkt for det VIP-arrangement, hvor selveste Kronprins Frederik fredag den 28. september kl. 14:50 klipper snoren og skyder linjens ordinære drift igang. VIP-deltagerne bliver de første, som får lov at køre hele strækningen fra Kongens Nytorv til Lufthavnen station – en tur fra by til fly på blot 14 minutter.

En let og moderne transportform

Vært for indvielsesarrangementet er Københavns Lufthavne, og der ses med forventning frem til den store dag.

"Vi er meget glade for, at vores mange passagerer og over 20.000 lufthavnsansatte med metroen får endnu en valgmulighed i den i forvejen brede vifte af transportmuligheder til og fra lufthavnen," siger administrerende direktør Brian Petersen, der vil stå klar til at byde gæsterne velkommen på den festlige dag.

"Metroen er en let og moderne transportform med køreintervaller i dagtimerne på 3-6 minutter og stor driftsstabilitet. Jeg er ikke i tvivl om, at den vil blive til glæde for rigtig mange af vore passagerer og medarbejdere, og også for Hiltons mange internationale gæster åbner metroen en oplagt mulighed for en tur til byens centrum og dens mange oplevelser," siger han.

En station skabt i samarbejde

Københavns Lufhavne har sammen med Ørestadsselskabet og arkitekter fra Vilhelm Lauritzen as skabt en metrostation, som designmæssigt er i harmoni med banens øvrige stationer samtidig med, at den passer ind i lufthavnens øvrige facadebillede med brug af materialerne, marmor, glas og granit.

Lufthavnen station ligger over terræn og der er adgang til stationen såvel fra gadeplan som tørskoet adgang via selve Terminal 3 i 1. sals niveau. Stationen er lys og rummelig med ovenlys og glasfacader, der giver metropassageren en fantastisk udsigt til Øresund, motorvej og lufthavn i den korte ventetid.

Med metro til Hovedbanen

Tredje etape er med sine fem stationer den sidste af de oprindeligt planlagte. Siden den første tur i 2002 er metroen blevet en populær rejseform blandt københavnerne – i 2007 forventer Ørestadsselskabet således, at det samlede antal passagerer vil nå 43 millioner. Et flertal i Folketinget vedtog for nylig en udvidelse af metroen med den såkaldte Cityring, som – med planlagt indvielse i 2018 – vil fuldende rutenettet blandt andet ved at tilkoble Hovedbanegården og Østerport Station.

Folkefest langs den nye strækning

Det er ikke kun VIP’erne der kommer til at mærke fest og farver fredag den 28. september. Langs med den nye strækning inviterer Ørestadsselskabet til folkefest med lokale indvielser og forskellige aktiviteter blandt andet et stort familiearrangement på Amager Strand Station.

Dagen afsluttes med en gratis koncert på 5-øren, som er et så kendt og etableret udflugtsmål, at det også har givet navn til en af strækningens stationer.

 Download tegning i større format (pdf)

Tegning af etaperne 1-3 samt den planlagte metrocityring (orange og blå linjer). Et flertal i Folketinget har netop med vedtagelsen af loven om Cityringen givet grønt lys for en ny stor udvidelse af metronettet, som forventes klar i 2018. Der tages forbehold for de nævnte stationsplaceringer. Kilde: Ørestadsselskabet.

 

 

 

 

 

Metrostationerne er tegnet af KHR Arkitekter med undtagelse af Lufthavnen Station, der er tegnet af Vilhelm Lauritzen as

Metroens etape 3 er 4,5 km lang

Der er fem nye stationer:
Øresund, Amager Strand, Femøren, Kastrup og Lufthavnen

Metroen er samlet 21 km lang og har 22 stationer

Der er 34 tog til rådighed

I 2007 forventes det samlede passagertal at nå 43 millioner

Gennemsnits-hastigheden er 40 km/t og topfarten 80 km/t

Samlet har det kostet 12 mia. kr. at etablere etape 1, 2 og 3

Folketinget har netop vedtaget etablering af metroens 4. etape kaldet ’Cityringen’ som forventes færdig i 2018

Kilde: Ørestadsselskabet


 Læs mere om metroen: www.m.dk

 Læs om byggeriet i lufthavnen