14.06.2007
CowParade i Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavne A/S er de næste tre måneder repræsenteret i Copenhagen CowParade med en ko udsmykket af den kendte, danske kunstner Bjørn Nørgaard, som fik helt frie hænder til sit design.
 |
|
"Vi er glade for, at Københavns Lufthavn valgte at deltage og bakke op om CowParade Copenhagen, verdens største offentlige kunstbegivenhed. Med 60.000 internationalt besøgende, som dagligt gæster lufthavnen, er det et af Skandinaviens største udstillingsvinduer, og derfor attraktivt for CowParade og alle de mennesker, der har glæde af udstillingen", siger Mehdi Triki og Andi Debel, arrangører for CowParade Copenhagen.
Ny kunstoplevelse i lufthavnen
Passagererne i Københavns Lufthavn er i forvejen forvænt med en række ekstra oplevelser i form af arkitektur, design og kunst skabt af et halvt hundrede af de bedste danske og skandinaviske arkitekter, kunstnere og designere. |
Nu føjes endnu en oplevelse til, når lufthavnen udstiller en ko fra CowParade Copenhagen specialdesignet af den anerkendte danske kunster Bjørn Nørgaard. Koen er netop ankommet og vil være udstillet i lufthavnen frem til september 2007.
CowParade er en global kunstbegivenhed. Overskuddet ved bortauktionering af udstillede køer går til velgørende formål. CowParade har siden 1998 kunnet opleves i New York, London, Paris, Tokyo og mange andre storbyer verden over.
Overskud går til Red Barnet
I år er turen altså kommet til København, hvor CowParade Copenhagen afsluttes med en stor åben velgørenhedsauktion ledet af lauritz.com, hvor hele overskuddet går til Red Barnet. 50 procent går til Red Barnets generelle arbejde for verdens udsatte børn, og 50 procent vil blive øremærket til grønlandske og danske projekter for udsatte børn.
Der kan allerede nu bydes på køerne på http://www.lauritz.com/
