31.05.2007
Verdens første fuldautomatiserede bagageanlæg i Københavns Lufthavn

Som det første sted i verden er der i Københavns lufthavn udviklet et bagagehåndteringsanlæg, der fra check-in til placering i flyet lader bagagen uberørt af menneskehånd.

I nært partnerskab har SAS Ground Services (SGS), Københavns Lufthavne A/S (CPH), FKI Logistex og CPH Design A/S automatiseret bagagehåndteringen. En velfungerende prototype er patenteret af CPH og SGS. Genialiteten sidder i enkeltheden – der er tale om kendt teknologi sat sammen på en ny måde.

Ved årsskiftet 2007-2008 ventes der at være 12 anlæg kørende samt en aflæsningsfunktion til bagagen som en del af lufthavnens centrale infrastruktur. Anlægget bliver tilgængeligt for alle de groundhandlere, der opererer i lufthavnen.

Effektiviserer arbejdsprocessen og forbedrer arbejdsmiljøet

"Belastningen mindskes for den enkelte medarbejder, og hos os har medarbejder-involveringen været afgørende. Det nye anlæg er et resultat af spidskompetencer bragt sammen, hvor SGS har bidraget med den praktiske know-how," udtaler Steen Neuchs, Director Air- & Landside Operations hos SAS Ground Services Denmark.

Konceptet er udarbejdet af designvirksomheden CPH Design A/S.

"I en årrække har vi udviklet systemer, der forbedrer arbejdsmiljøet og effektiviserer. Det er en stor styrke, når det som i dette tilfælde sker i samarbejde med de daglige brugere", siger adm. direktør Lars Thøgersen, CPH Design A/S.

Øget sikkerhed

I forhold til de sikkerhedsregler, som lufthavnen er underlagt, giver systemet fordele. Bagageanlæggets vogne skaber forudsætning for øget sikkerhed. Da pakningen foregår med basis i bagagens stregkode, vides det hvor i flyets lastrum hvert stykke bagage ligger. Når passagerer ikke møder op, kan bagagen hurtigt fjernes.

I de nye vogne pakkes bagagen optimalt og tømmer sig selv i flyet. Desuden giver vognene den fordel, at bagagen i sne- eller regnvejr ikke bliver vådt.

Københavns Lufthavne får konkurrencefordele

Endelig giver systemet lufthavnen konkurrencefordele i relation til effektivitet/produktivitet og infrastruktur.

"Vi har store forventninger til udbredelsen på verdensplan. Bagageanlægget er med til at positionere Københavns lufthavn som en af verdens mest innovative lufthavne. Fuldautomatiseringen af bagagehåndteringen vil give kapacitetsforøgelse, der er med til at fremtidssikre lufthavnen", siger administrerende direktør, Niels Boserup, Københavns Lufthavne A/S.

Københavns Lufthavne A/S er tre år i træk blevet kåret som den mest effektive lufthavn i Europa’ af Air Transport Research Society (ATRS).
 
For yderligere information:

SAS Ground Services Denmark A/S
Director Air- & Landside Operations Steen Neuchs
T: 3232 3274, E: Steen.Neuchs@sas.dk

Københavns Lufthavne A/S
Kommunikationschef Anette Haaning
T: 32312808, E: Anette.haaning@cph.dk

Fakta om SGS

  • SAS Ground Services, SGS, er et handlingselskab i lufthavnen, der ejes af SAS Group.
  • SGS er det største handlingselskab i Skandinavien.
  • Selskabet har afdelinger i 160 lufthavne i 43 lande.
  • SGS har en årlig omsætning på SEK 5.900 mio. og har omkring 8.100 ansatte.
  • SGS Denmark opererer i tre danske lufthavne og har her en omsætning på DKK 1.100 mio.
  • Selskabet har ca. 50 flyselskaber som kunder og ca. 2.100 ansatte i Danmark.