10.10.2007
Sterling introducerer to nye ruter fra Københavns Lufthavn til Spanien
Sterling har netop offentliggjort sit sommerprogram, der byder på et varieret udbud af rejser til europæiske destinationer – heriblandt to nye ruter fra Københavns Lufthavn til Valencia og Murcia i Spanien.
Tirsdag den 9. oktober introducerede Sterling sit nye sommerprogram, der byder på et varieret udvalg af europæiske rejsemål. Til listen over sommerens ruter præsenterede Sterling to nye, direkte forbindelser mellem København og Valencia og Murcia i Spanien.
Spanske herligheder
”Vi er glade for at kunne introducere to nye ruter fra København til Spanien, der er et oplagt rejsemål for skandinaverne. Valencia og Murcia i Spanien byder på mange solskinstimer, gode madoplevelser og kulturelle sightseeingsmuligheder – en interessant destination for de familier, der ønsker at snuse til de spanske herligheder,” siger Michael T. Hansen, kommerciel direktør i Sterling Airlines A/S.
De spanske destinationer er allerede et populært turistmål for danskerne. I perioden fra maj til september 2007 er trafikken til Spanien vokset med 10,8 %. Stigningen er blandt andet drevet af Air Berlins rute til Mallorca, der åbnede i slutningen af marts 2007.
Med de to nye ruter til Spaniens østkyst bliver det nu muligt at flyve direkte fra Københavns Lufthavn til i alt ni lufthavne i Spanien.