16.11.07
Rejsen til en Emmy begyndte i Københavns Lufthavn

Da Simone Kærn i bedste Indiana Jones stil besluttede sig for at flyve fra Danmark til Afghanistan for at lære en 16-årig flyvningens kunst, fik hun hjælp til rejsen fra Københavns Lufthavn. Nu er hun netop rejst til New York for at deltage i en gallaceremoni, for eventyret er blevet til en Emmy-nomineret dokumentarfilm.    

Fotos: Anna Petri

Det hele begyndte i efteråret 2001. Simone Kærn sad på en ganske almindelig café på Christianshavn, hvor hun læste dagens udgave af Politiken og drak en kop kaffe.

Helt tilfældigt faldt hun over en gribende artikel, der handlede om en 16-årig afghansk pige, hvis største ønske var at blive pilot. Artiklen blev startskuddet til et utroligt eventyr, der året efter sendte Simone Kærn og hendes kæreste Magnus Bejmar mod Afghanistan med det formål at lære den afghanske pige at flyve.

 Simone Kærn  

En drøm bliver til virkelighed
I september 2002 satte Simone Kærn kurs mod Kabul i et lille Piper Colt propelfly. Det tog tre måneder og 30 stop, før hun kunne lande den lille propelflyver i Afghanistans hovedstad. Og det lykkedes at finde den 16-årige afghanske pige – og ikke mindst at lære hende flyvningens kunst. Hele eventyret blev filmet af Magnus Bejmar, hvis primære opgave var at forevige Simone Kærn i hendes store bestræbelser på at få sin drøm ført ud i virkeligheden.

Med hjælp fra Københavns Lufthavn
Flere dømte hendes projekt til at mislykkes på grund af skærpede internationale flyverestriktioner indført kort tid efter 11. september 2001. Men Simone Kærn trodsede alle forudsigelser og fik sin mission ført ud i livet blandt andet med hjælp fra Københavns Lufthavn: 

”Efter 11. september var der mange, der sagde til mig, at det aldrig kunne lade sig gøre at flyve til Afghanistan i en lille propelflyver. Min tur havde aldrig kunnet lade sig gøre, hvis det ikke var for Københavns Lufthavn, som var med til at etablere kontakt til de andre lufthavne. Lufthavnen viste mig en tillid og en tro på mit projekt, som gjorde, at jeg kunne føre min drøm ud i livet,” siger Simone Kærn, der er uddannet ved kunsthøjskolen i København og College of Fine Art i London.

Nomineret dokumentarfilm
De to globetrotters eventyr er blevet til dokumentarfilmen ”Smiling in a War Zone”. Filmen har vundet flere internationale priser, er blevet solgt til internationale TV-stationer verden over og er nu nomineret til en international Emmy.

”Filmen kommer fra hjertet. Det er et eventyr fra virkelighedens verden. Om hvordan drømme kan blive til virkelighed, og om hvordan du kan omdanne frygt til kunst,” siger Simone Kærn.

Simone Kærn er netop rejst til New York for at deltage i en gallaceremoni den 19. november, hvor vinderen af den internationale Emmy bliver kåret. Inden hun rejste, holdt hun pressekonference i den hangar i Københavns Lufthavn, hvor hendes Piper Colt propelfly fra 1961 afventer nye eventyr.