30.05.2007
Endnu et prisbilligt p-anlæg i Københavns Lufthavn

Fra den 30. maj bliver der endnu flere muligheder for at parkere billigt i lufthavnen. Her åbner P17, som er et nyt, stort parkerings-anlæg med 1200 economy-pladser.

Prisen for en plads på P17 bliver den samme som på det populære anlæg P15, nemlig kun 45 kr. pr dag og 250 kr. for otte døgn.

Der har været rift om pladserne på anlægget P15, der åbnede i 2006. Derfor har lufthavnen nu bygget endnu et anlæg for at imødekomme passagerernes ønsker om de billige pladser.

Gratis bus hvert 10. minut

P17 ligger på Kystvejen ca. 2200 meter fra Terminal 3. Det overvåges af kameraer og vagtmandskab. Der går busser døgnet rundt til og fra anlægget – om dagen med kun ca. ti minutters interval. Det tager ca. fem-syv minutter at komme med bussen til Terminal 3.

De nye pladser på P17 kan – ligesom alle øvrige pladser i lufthavnen – forhåndsreserveres på lufthavnens hjemmeside www.cph.dk

Transitbussen kører til det nye anlæg P17 hvert 10. minut om dagen