17.09.2007
Lufthavnen udvider beredskabet med tre nye brandbiler
Københavns Lufthavn har netop fået leveret den første ud af tre splinternye brandbiler. Den nye brandbil er designet specielt til lufthavnsbrug og er teknologisk forbedret på en række områder.
Brandmændenes ansigter lyser af begejstring ved synet af den funklende nye brandbil, som netop er hentet hjem fra Østrig til Brand & Redning i lufthavnen. Den nye Rosenbauer Panther C5 6x6 er den første ud af i alt tre nye brandbiler, som Københavns Lufthavn har investeret i.
Kun én motor
Brandbilen er den første af sin slags i Skandinavien og designet specielt til brug i lufthavne, hvor myndighederne stiller særlige krav til blandt andet accelerationsevne og tophastighed:
”Den nye Panther brandbil er teknologisk forbedret på en række områder. Normalt har en brandbil to motorer til at drive henholdsvis vandpumpen og motoren. Som noget nyt har den nye Panther model kun én motor, en catterpilar 705 HK, og det betyder, at der er plads til mere vand og skum end på vores ældste brandbiler,” siger Jens Peter Larsen, brandchef i lufthavnens Brand & Redning.
En Rosenbauer Panther C5 6x6 kan accelerere fra 0-80 km/t på bare 26 sekunder. Den har en tophastighed på 115 km/t og vejer 34 ton.
12.000 liter vand i tanken
Den nye Panther brandbil har sin ilddåb på Brand & Rednings øvelsesplads, hvor der er tændt op i mock-up’en, der kan simulere forskellige typer af ildebrande i flyet. I løbet af få minutter har den største af de i alt to vandkanoner på køretøjet slukket branden, og de mindre sideslanger bliver taget i brug:
 |
|
” Ved brug af vand-kanonen på fuld hammer bliver bilen tømt på mindre end tre minutter,” fortæller Jens Peter Larsen. Den største vandkanon på køretøjet har en kastelængde på cirka 90 meter.
Som ekstraudstyr har Københavns Lufthavn fået installeret en quickstarter på bilen. Ved et simpelt tryk på
|
en udvendig knap starter motor, udrykningsblink, radiosystemer og kørelys automatisk, allerede inden chaufføren sidder i førersædet. Det betyder en reduktion i responstiden på cirka 16-17 sekunder. Fra alarmen lyder til lufthavnens brandvæsen skal være fremme på ulykkesstedet, må der maximalt gå tre minutter. For at opfylde kravet om responstid har Københavns Lufthavn to brandstationer i hver sin ende af lufthavnen, der er bemandet døgnet rundt.
Mere brugervenlig
En ekstra finesse på den nye Panther brandbil er en buet forrude, der sikrer et synsfelt for chaufføren på 240 grader rundt:
”Brandbilens særprægede forrude gør det sikrere og nemmere for chaufføren at overskue vejens forløb og det udstyr, der er i brug. Desuden er det teknologiske udstyr mere brugervenligt og nemmere at navigere, og det giver i sidste ende en bedre udnyttelse af slukningsvandet,” forklarer Jens Peter Larsen.
Det er en af lufthavnens indsatsledere, der står bag designet af de røde striber og logoet på den gule baggrund – farvekombinationen er dog fastlagt fra myndighedernes side.
Københavns Lufthavn får leveret de sidste to Rosenbauer Panther C5 6x6 i løbet af foråret 2008. Det nye udstyr er en samlet investering til 15 mio. kroner.
