14.08.2007 (OBS rygning er ikke længere tilladt i Københavns Lufthavn)
Ny rygepolitik for passagererne i Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavne A/S har revideret sin rygepolitik i passagerområderne, som følge af lov om røgfrie miljøer, der træder i kraft den 15. august 2007.
Det er fra 15. august ikke tilladt at ryge i lufthavnens terminalområder med undtagelse af de steder, hvor lufthavnen har indrettet særlige faciliteter til formålet.
Forbuddet gælder overalt i lufthavnen både check-in området, security området, samtlige gates, bagageudleveringen, Finger A, B, C og D samt hele butiksområdet – inkl. restaurationer og caféer.
Københavns Lufthavn har bedt sine samarbejdspartnere om selv at håndhæve og udmønte loven, som de hver især foretrækker. Det betyder blandt andet, at lufthavnens samarbejdspartnere selv bestemmer, om der skal indrettes faciliteter til rygning indenfor det område, som den pågældende samarbejdspartner har råderet over. Det drejer sig blandt andet om lufthavnens lounges, Hiltons mødefaciliteter i Terminal 3, biludlejningsområderne og i rejsebureauerne.
Der vil blive etableret centrale rygerum i Terminal 1 og 2 samt tre rygekabiner, der er lovmæssigt godkendt. Rygekabinerne findes i Finger C og i hver sin ende af bagageudleveringen.
Rygerummet i Terminal 2 er klar ultimo i uge 37. Rygekabinerne i Finger C, Terminal 1 og bagageudleveringen forventes at åbne i uge 34. Desuden findes der en allerede eksisterende rygekabine ved Fingerrod C, som dog vil blive nedlagt, når den nye rygekabine i Finger C står klar.
Det er desuden tilladt at ryge udendørs før check-in ved indgangene til terminalerne samt langs terminalbygningerne.