23.11.2007
Københavns Lufthavn åbner ny butik med Marianne Dulong smykker
Den 25. november åbner en af Danmarks førende smykkekunstnere en ny butik i Københavns Lufthavn. Marianne Dulong er en anerkendt smykkesigner, hvis smykker er klassiske, rå og glamourøse.
Hidtil har det kun været muligt at se Marianne Dulongs smykker i hendes butik i Silkegade i det indre København samt et lille udvalg hos Klarlund. Men nu åbner endnu en butik i Københavns Lufthavn, som fremviser noget af det bedste indenfor dansk design og smykkekunst.
Kompromisløs kvalitet
 |
|
Marianne Dulong og hendes partner Anja Camilla Alajdi fremstiller smykker ud fra en håndværksmæssig filosofi, som fokuserer på kompromisløs kvalitet. Smykkerne er allerede efterspurgt i både Danmark og udlandet, fordi de kombinerer et eksklusivt håndværk med det klassiske, rå og glamourøse. Den kombination har mange danskere taget til sig, senest mændene, der nu også kan købe smykker hos Marianne Dulong.
”Vi har længe været på udkig efter en butik i netop lufthavnen, fordi vores
|
ambition er at blive det mest eksklusive smykkebrand i Europa. Det kræver, at vi har succes med at nå ud over landets grænser. Her er en butik i lufthavnen den helt rigtige start,” siger Marianne Dulong.
En af Danmarks førende smykkekunstnere
Også Københavns Lufthavn ser frem til at byde smykkedesigneren velkommen i lufthavnens shoppingområde:
”Jeg er meget glad for, at vi fremover kan præsentere Marianne Dulongs smykker til vores mange danske og internationale passagerer. Marianne Dulong er en af Danmarks førende smykkekunstnere og kendt for sit smukke og kvalitetsstærke håndværk. Smykkebutikken er helt i tråd med stemningen og butikkerne i denne del af terminalen, og jeg er sikker på, at butikken bliver succesfuld, siger Henrik Busch, direktør for de kommercielle aktiviteter i Københavns Lufthavne A/S.
Åbner den 25. november
Marianne Dulong og hendes partner Anja Camilla Alajdi glæder sig til at møde både danske og internationale kunder i lufthavnen:
”Selvom det er eksklusive smykker, så har vi naturligvis også smykker til folk uden de store budgetter. Og her tror jeg, at lufthavnen vil give os muligheden for at møde nye typer af kunder, unge som ældre,” fortæller Marianne Dulong.
Marianne Dulong smykker er placeret overfor SAS Loungen i Terminal 3. Butikken åbner den 25. november klokken 7.00.