10.09.2007
Københavns Lufthavne indfører manuelt sikkerhedseftersyn efter test
”Grundigt, professionelt og betryggende” var ord der gik igen, da Københavns Lufthavne i sidste uge spurgte passagererne om deres oplevelse med det manuelle personeftersyn.
De høje krav til sikkerhed kræver et konstant fokus på, hvordan sikkerhedsprocedurerne kan optimeres.
Københavns Lufthavne har netop testet personeftersyn uden brug af håndsøger. I testperioden er såvel passagerer som medarbejdere blevet spurgt om deres oplevelse med den nye metode, og det var langt overvejende positive tilkendegivelser.
Såvel de sikkerhedsmæssige aspekter som de positive tilkendegivelser fra passagererne betyder, at det manuelle personeftersyn nu indføres som standard i Københavns Lufthavn.
