28.02.2007
Husk lige posen!

Københavns Lufthavn har de seneste fire måneder som en gratis service til passagererne uddelt én million poser efter indførelse af nye EU regler om væsker i håndbagagen. Nu stopper lufthavnen uddelingen af poserne, der i dag kan købes i mange supermarkeder og butikker.

EUs regler om væsker i håndbagagen har nu været gældende i næsten fire måneder, og de fleste passagerer er opmærksomme på, at de kun må medbringe væsker i begrænsede mængder i en lukket 1-liters pose, når de går gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

   Passagererne har selv ansvar for at anskaffe sig godkendte poser, men da reglerne trådte i kraft i november sidste år, blev det ikke anvist, hvor poserne kunne købes.

 

For at hjælpe passagererne indkøbte Københavns Lufthavn én million poser, som siden er blevet uddelt gratis i lufthavnen. Nu stopper uddelingen af poser imidlertid.

En stor hjælp i starten

”Muligheden for at få poser i lufthavnen var en stor hjælp for passagerer, flyselskaber og lufthavnens sikkerhedsmedarbejdere i den første tid, hvor alle skulle vænne sig til de nye regler og procedurer,” siger passagerchef Susanne Frank, Københavns Lufthavne A/S.

”I dag kan godkendte poser købes i blandt andet Bilka, Føtex, A-Z, Matas, Magasin og Salling ligesom de forhandles i butikker i lufthavnen. Derfor stopper vi nu uddelingen,” siger Susanne Frank.

Forbered dig hjemmefra

Susanne Frank opfordrer til, at passagererne allerede hjemmefra tager stilling til, om det er nødvendigt at medbringe væsker i håndbagagen. Det nemmeste er at pakke alle væsker og væskelignende genstande ned i den bagage, der skal checkes ind i lufthavnen.

”Hvis man har behov for at medbringe væsker i håndbagagen, anbefaler vi, at man sætter sig ind i reglerne, køber nogle poser og placerer beholderne med væsker i posen hjemmefra. Så er man allerede ved ankomst til lufthavnen klar til at checke ind og gå igennem sikkerhedskontrollen,” siger Susanne Frank.




GODE RÅD

Pak så vidt muligt hjemmefra væsker og væskelignende genstande i den bagage, du vil checke ind i lufthavnen.

I håndbagagen må du medbringe:

Ét stk. 1-liters plastpose med væsker anbragt i beholdere på max. 100 ml hver.

 

Her kan du købe godkendte poser i Københavns Lufthavn:

Garderoben
7-Eleven
Global News and Books

 

 Læs mere om reglerne her