12.12.2007
Endnu en Starbucks i Københavns Lufthavn
Den 12. december åbnede endnu en Starbucks kaffebar i Københavns Lufthavn. Fremover kan de rejsende nu også få sig en kop kaffe fra det verdensberømte og velsmagende kaffemærke Starbucks, inden de skal om bord på flyet.
På klokkeslettet 12.00 den 12/12 blev den første kop Starbucks kaffe leveret over disken i transitområdet i Københavns Lufthavn. Passagerer fik hurtigt næse for det verdensberømte, velkendte kaffemærke og stillede sig i kø for at smage en af Starbucks mange kaffevarianter.
Mange positive reaktioner
Franchisetageren HMS Host driver de to Starbucks kaffebarer i Københavns Lufthavn og glæden var stor hos Martin Drescher, da lyset blev tændt i endnu en Starbucks:
 |
|
”Den første Starbucks kaffebar, som åbnede i det tidlige efterår i Terminal 3 ved SAS billetkontoret, har været utrolig populær, og vi har fået ekstrem mange positive reaktioner fra vores gæster. Vi oplever ofte, at kaffeelskere fra hele området kommer velfartende hertil for at smage det amerikanske kaffemærke – også selvom de ikke har et ærinde. Omsætningen ligger højere og mere stabilt end forventet, og derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at Starbucks i transitområdet også bliver en stor succes,” siger Martin Drescher.
|
Op imod 1000 gæster besøger dagligt Starbucks i ankomstområdet i Københavns Lufthavn, og HMS Host forventer lige så mange gæster i den nye kaffebar i transitområdet.
Stor efterspørgsel blandt passagererne
Også Københavns Lufthavne er glade for, at den populære Starbucks kaffe tiltrækker mange kaffeelskere blandt passagererne og de besøgende. Ligesom fanklubber har taget turen til Københavns Lufthavn fra Jylland for at smage de talrige kaffevarianter.
”Vi har oplevet en stor efterspørgsel på Starbucks kaffe. Kaffebaren er et af verdens stærkeste brands, som mange af vores internationale passagerer genkender og identificerer sig med. Vi er derfor meget glade for, at vi kan give endnu flere passagerer muligheden for at stifte bekendtskab med Starbucks’ store udvalg af specialkaffe,” udtaler Henrik Busch, direktør for de kommercielle aktiviteter i Københavns Lufthavne.