16.03.2007
DSB har succes med informationsvagter
Forsøgsordning med hjælpsomme informationsvagter på DSB stationen i Københavns Lufthavn giver flere tog til tiden og ser samtidig ud til at holde lommetyvene væk. Succesen får DSB til at forlænge ordningen.
 |
|
Færre forsinkelser, færre lommetyverier og færre frustrerede passagerer. En tremåneders forsøgsordning med informationsvagter til at guide og hjælpe passagererne på togstationen i Københavns Lufthavn har givet så gode resultater, at DSB har besluttet at forlænge ordningen med yderligere tre måneder.
Siden DSB indsatte informationsvagterne på lufthavnsstationen 3. januar 2007, er togenes rettidighed øget med to procent, så 92,2 procent af alle tog fra Københavns Lufthavn nu afgår til tiden.
En af landets travleste stationer
Med over 20.000 rejsende om dagen er |
stationen i Kastrup en af landets travleste. En stor del af passagererne er udlændinge, mange rejsende har meget bagage med og nogle er lidt anspændte ved at skulle nå et fly – eller et tog. Alt i alt øger det behovet for hjælp og vejledning på perronerne.
"Informationsvagterne gør en forskel ved for eksempel at anvise passagererne den rigtige placering på perronen eller hjælpe dem med at få bagagen om bord, og det medvirker til hurtigere indstigning, så togene kommer af sted til tiden," siger regionschef Torben Nielsen, DSB Salg.
Lommetyvene holder lav profil
Informationsvagterne tilbyder deres assistance på lufthavnsstationen fra tidlig morgen til sen aften. Foruden at guide passagererne hjælper de også med til at holde perronerne rene og pæne ved blandt andet at sætte bagagevogne på plads.
Som en sidegevinst får informationsvagterne tilsyneladende også lommetyvene til at holde sig væk fra perronerne. Siden begyndelsen af januar har politiet således kun modtaget to anmeldelser om lommetyveri på stationen mod tidligere to-tre anmeldelser om ugen.
"Forsøgsperioden med informationsvagter på lufthavnsstationen har på alle måder været en succes, og derfor har vi allerede besluttet at forlænge ordningen til og med udgangen af juni. Derefter vil vi så tage stilling til, om ordningen skal gøres permanent," siger Torben Nielsen.
