02.10.2007
Check-in allerede på metrostationen

Flere og flere passagerer foretrækker at checke ind allerede inden, de ankommer til lufthavnen. Som noget nyt kan du nu også bruge lufthavnens selvbetjeningsautomater på centrale trafikknudepunkter som ved metrostationen i lufthavnen. Alle store flyselskaber har valgt at tilbyde passagererne denne service. Dette er et led i en større plan, som er iværksat i Københavns Lufthavn for at afskaffe check-in køerne. 

Ved metrostationen nærmere bestemt i spidsen af Terminal 3 har lufthavnen placeret to selvbetjeningsautomater, hvor du både kan printe boardingkort og tag’s til bagagen. Alle store flyselskaber er koblet til disse selvbetjeningsautomater.

Det betyder, at hvis du er en af de mange forretningsrejsende, der rejser uden bagage, kan du gå direkte fra stationen til sikkerhedskontrollen. Passagerer med bagage skal forbi flyselskabets bagagedrop i terminalen.

Check-in via mobil og internet

Flere og flere af lufthavnens passagerer bruger de nye selvbetjeningsmuligheder som check-in via automat, internettet eller mobiltelefonen.

”Vi oplever, at passagererne er blevet mere fortrolige med at bruge selvbetjeningsmulighederne, hvilket ikke mindst skyldes, at flere af flyselskaberne har arbejdet målrettet med dette. Lufthavnen investerer løbende i selvbetjeningsautomater og samarbejder med flyselskaber og myndigheder om at videreudvikle de teknologiske check-in muligheder som internet og mobil,” udtaler Susanne Frank, der er passagerchef i Københavns Lufthavne A/S. 

Lufthavnen forventer, at der inden for de kommende seks måneder vil være etableret selvbetjeningsautomater i udvalgte parkeringshuse og på Hovedbanegården.

Se oversigten over de flyselskaber, der tilbyder selvbetjeningsmuligheder

Metro stationen Københavns Lufthavn