21.12.2007
Populært at checke ind på egen hånd

I tæt samarbejde med flyselskaberne har Københavns Lufthavn løbende investeret i ny og moderne check-in kapacitet for at lette processen for passagererne. Et stigende antal foretrækker at bruge de nye check-in muligheder som automater, internet eller mobiltelefon. 40 procent af lufthavnens passagerer checker i dag ind på egen hånd og antallet af flyselskaber, der tilbyder check-in via internettet, er mere end tredoblet i 2007.

”Københavns Lufthavn har i tæt dialog med vores kunder løbende investeret i moderne, passagervenligt udstyr, som vi stiller gratis til rådighed for flyselskaberne. Vi har haft stor succes med check-in automaterne, som størstedelen af flyselskaberne i Københavns Lufthavn er koblet op på, og vi oplever en stigende efterspørgsel fra flyselskaberne, som ønsker at tilbyde passagererne check-in på internettet og via mobiltelefonen,” udtaler Brian Petersen, administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S.

  De seneste tal viser, at cirka 30 procent af passagererne benytter sig af check-in automaterne i terminalerne i Københavns Lufthavn. Desuden er antallet af passagerer, der benytter internet teknologien, steget markant i 2007 til 54.000 brugere pr. måned svarende til, at 1 ud af 10 passagerer checker ind via internettet. 

Check-in udenfor lufthavnsområdet

I løbet af et år er antallet af flyselskaber, der tilbyder check-in via internettet, mere end tredoblet fra 4 selskaber i november 2006 til 15 selskaber i slutningen af 2007. Det er inklusive SAS, der som det første selskab tilbød check-in via internettet. 

”Vi forventer, at endnu flere selskaber bliver koblet op på internet- og mobilteknologien i løbet af det kommende år. Desuden har Københavns Lufthavn taget initiativ til etablering af check-in automater udenfor lufthavnsområdet. Foreløbig er der etableret check-in automater ved metrostationen, og i det nye år vil de også blive etableret i udvalgte parkeringshuse og på Hovedbanegården. Flere og flere passagerer vil derfor fremover allerede have checket ind, inden de ankommer til lufthavnen og derfor stiger behovet for bagagedrops, mens antallet af indcheckningspulte vil falde,” forklarer Brian Petersen.

Flere checker ind på egen hånd

Den internationale lufthavnsorganisation, ACI, foretager løbende undersøgelser af passagerernes valg af check-in metode. Ifølge den

seneste undersøgelse fra 3. kvartal 2007 ligger Københavns Lufthavn med et gennemsnit på 30 procent langt højere end andre europæiske lufthavne, hvad gælder passagerernes brug af check-in på automat. Det er langt højere end gennemsnittet i andre europæiske lufthavne, hvor kun 9 procent benytter automat check-in.

 


”Københavns Lufthavn har i gennemsnit langt flere passagerer, der checker ind på egen hånd i sammenligning med andre europæiske lufthavne. Det er resultatet af mange års intensivt samarbejde med flyselskaberne, hvor vi i fællesskab har arbejdet på at få passagererne over på automaterne. Vi kan tydeligt se værdien i dag, hvor Københavns Lufthavn ligger i front i sammenligning med industrien i øvrigt,” siger Brian Petersen.      

Den papirløse rejse

I øjeblikket er SAS det eneste selskab i Københavns Lufthavn, der tilbyder check-in via mobiltelefonen. Men Københavns Lufthavn forventer, at det er et spørgsmål om kort tid, før andre selskaber også bliver koblet op på den moderne teknologi. 

”Flere selskaber er i gang med forberedelserne til mobil check-in. I fremtiden vil de relevante informationer ligge gemt i en 2D kode i telefonen, så passagererne kan foretage check-in hvor som helst. I Københavns Lufthavn har vi gjort klar til den nye teknologi ved at installere scannere ved alle gates og i sikkerhedskontrollen, så de rejsende kan gå direkte til sikkerhedskontrollen, hvis de rejser uden bagage. Det betyder, at passagererne kan rejse papirløst og samtidig få en hurtig og smidig start på rejsen,” forklarer Brian Petersen.