22.05.2006
En PILGRIM i lufthavnen
Det succesrige danske smykkefirma PILGRIM startede i sin tid med to unge mennesker, der rejste til Østen og hjembragte smykker, som de solgte på festivaler i Danmark.
Godt 20 år senere vender "pilgrimmene" tilbage til lufthavnen, men denne gang med deres egen smykkebutik, som netop er åbnet i Terminal 2.
PILGRIM er et af verdens hurtigst voksende internationale modebrands og sælges i dag i mere end 5.000 butikker verden over, heriblandt i en række internationale lufthavne. Butikken i Københavns Lufthavn er imidlertid PILGRIMs første egen butik i en lufthavn – og i øvrigt firmaets 10. butik i Danmark.
I lufthavnsbutikken tilbyder PILGRIM blandt andet smykker i færdigpakkede gaveæsker, hvis manden på rejse lige står og mangler en hurtig gave til konen eller kæresten. Alle PILGRIM smykker er håndlavede og 100 procent nikkelfri.
