28.11.2006
Lysfest i lufthavnen

89.250 julelys funkler i denne tid i Københavns Lufthavn, hvor passagererne også kan opleve julemanden – og få gode ideer til julegaver.

Julen er lysenes fest – også i Københavns Lufthavn, hvor flere end 89.000 julelys i år er med til at skabe julestemning blandt passagerer og medarbejdere i lufthavnen.

Uden for oplyser 60.700 julelys træer og buske langs Lufthavnsboulevarden fra Amager Landevej til rundkørslen ved Terminal 2, mens 28.550 julelys pryder juletræer og kranse inden for i terminalerne.

En lille nisse rejste…

I shoppingcentret er der for længst kommet gang i julehandlen i både taxfree shoppen og de mange specialbutikker. Her kan passagererne blandt andet møde en lille nisse, der gør opmærksom på, at varer købt i lufthavnens butikker kan byttes inden for 30 dage – hvis man nu skulle have været så uheldig at ramme en forkert størrelse, eller gaven viste sig ikke helt at falde i modtagerens smag.

Julemanden vil besøge shoppingcentret på udvalgte dage frem til den 22. december, og den 13. december byder lufthavnen traditionen tro på Luciaoptog fra kl. 9.30-10.30 med elever fra Skt. Annæ Skole.