21.06.2006
Kolleger kårer Københavns Lufthavn som Europas bedste

Et ekspertpanel nedsat af den europæiske lufthavnssammenslutning, ACI, har kåret Københavns Lufthavn som Europas bedste og mest velfungerende.

I motivationen hedder det, at CPH er fokuseret på passagerernes vilkår og har attraktive terminaler med gode shoppingforhold. Panelet repræsenterer lufthavnschefer, rejsejournalister, konsulenter og talsmænd for handicappede.

Lufthavnsdirektør Niels Boserup modtog prisen på ACIs netop afholdte generalforsamling i Athen. Tidligere i år er Københavns Lufthavn for femte år i træk kåret som Europas bedste i den årlige store internationale AETRA undersøgelse, hvor passagerer i lufthavne over hele verden bliver spurgt.

"Passagerernes mening er den vigtigste, men det er også godt at blive anerkendt af fagfolk," siger Niels Boserup. "Indsatsen for at bedre vilkårene for passagerer med nedsat mobilitet vil blive fortsat. Vi forventer, at vi i løbet af et års tid vil have en central funktion, der på vegne af alle flyselskaber vil hjælpe disse rejsende."

Lufthavnsdirektør Niels Boserup modtager prisen i Athén.

 



 

Prisen:
ACI Europe Best Airport Awards 2006 i kategorien 10-25 mio. passagerer årligt

Juryen bestod af repræsentanter for:
European Disability Forum
Pricewaterhouse-Coopers
SH&E
Singapore Changi Airport
Airport Business

ACI Europe:
Repræsenterer 400 lufthavne i 45 europæiske lande. Disse lufthavne håndterer 90 procent af den kommercielle flytrafik i Europa og har tilsammen én milliard passagerer om året.


 ACI Europe Awards