19.04.06
Kaviar og laks inden flyveturen
 |
|
Ny seafood bar i Københavns Lufthavn tilbyder kaviar og laks af høj kvalitet.
Eksklusiv kaviar i flere varianter og fin røget laks fra de schweiziske alper er på menuen i den nye seafood bar Caviar House & Prunier, som åbner i dag, onsdag den 19. april, i Københavns Lufthavn.
Caviar House er oprindelig et dansk firma, stiftet i København i 1950, og i
|
dag den største kaviar virksomhed i verden. I 2004 fusionerede firmaet med Prunier, et førende fransk seafood firma, som går helt tilbage til 1872 og er kendt for deres restaurant i Paris.
Egen produktion
Caviar House & Prunier producerer sin egen kaviar på farme i Bordeaux efter en næsten 100 år gammel opskrift og tilbyder endvidere kvalitetskaviar fra en række andre producenter. Laksen produceres i de schweiziske alper, hvor fisken ryges efter Balik-metoden, der stammer fra de russiske zarer.
Udover kaviar og laks kan Caviar House & Prunier også tilbyde østers, hummer, rejer og krabber. Blandt udbudet af drikkevarer finder man champagne og øl af eget mærke.
Eneste i Skandinavien
Caviar House har igennem en årrække etableret sig i flere internationale lufthavne, men seafood baren i Københavns Lufthavn er den første under det nye navn og koncept og den eneste i Danmark og Skandinavien.
Foruden muligheden for at nyde et let måltid i Caviar House & Prunier inden flyveturen kan de eksklusive seafood produkter også købes til at tage med fra den tilhørende butik. Caviar House & Prunier er placeret i transitområdet i Terminal 3.
