02.05.2005
Delta og Air Berlin letter fra København

Københavns Lufthavn kunne i dag – tirsdag den 2. maj – byde velkommen til to nye flyselskaber, som yderligere styrker lufthavnens position som Skandinaviens største knudepunkt for flytrafik.

Med Delta Air Lines nye rute til Atlanta bliver Københavns Lufthavn udgangspunkt for den eneste nonstop forbindelse mellem Skandinavien og det sydøstlige USA. Fra Atlanta, der er verdens største lufthavn, er der videre forbindelse med Delta til 153 byer i USA, Caribien, Sydamerika og Canada.

Det første fly til Atlanta forlod gate C28 i Københavns Lufthavn kl. 11 med 180 passagerer om bord. Forinden havde passagererne sammen med 80 indbudte gæster overværet indvielsen af den nye rute ved en ceremoni i gaten, hvor blandt andre den amerikanske ambassadør James Cain og Atlantas borgmester Shirley Franklin deltog.

På bilferie – og på arbejde

Blandt de første passagerer på den nye rute var ægteparret Lena Johansen og Mogens Steen Johansen, der fløj via Atlanta til San Francisco, hvor de skulle indlede en månedlang rundrejse i bil i det vestlige USA. ”Det er da noget særligt, at være med på det første fly, selv om vi ikke vidste det, da vi bestilte rejsen,” sagde Lena Johansen.

Blandt passagererne var også en gruppe på 13 danske søfolk, som skulle påmønstre et fartøj i Mobile, Alabama. Søfolkene tager turen til og fra Mobile med syv ugers mellemrum, og for dem er den nye rute en stor fordel.

”Tidligere skulle vi af sted allerede kl. 6 fra København for at flyve via Amsterdam. Dette er meget lettere. Fra Atlanta er der kun halvanden times flyvning til Mobile,” fortalte Hans Jensen, der var med i gruppen af søfolk.

Nye muligheder

Københavns Lufthavnes administrerende direktør Niels Boserup ser store muligheder i den nye direkte rute, der dagligt bringer passagerer fra Skandinavien til det sydlige USA på mindre end ti timer.

”Dette er en betydningsfuld dag for lufthavnen og dens medarbejdere, men dagen har endnu større betydning for København og regionen, som nu får en ny direkte forbindelse til det vigtige amerikanske marked. 80 procent af USAs befolkning kan nås på mindre end to timers flyvning fra Atlanta,” siger Niels Boserup.

Tre lavprisruter

Udover den nye interkontinentale rute var der tirsdag også tre nye lavprisruter på programmet i Københavns Lufthavn, da Tysklands næststørste flyselskab Air Berlin startede nye forbindelser til Düsseldorf og Berlin. Fredag følger endnu en Air Berlin rute fra København til Hamburg.

Air Berlin har et stort rutenetværk i Europa og tilbyder udover de tre nonstop ruter passagerer fra København en række muligheder for at rejse videre via Düsseldorf eller Berlin til destinationer i Spanien, Østrig, Italien og Schweiz.

Air Berlin flyver to gange dagligt fra København til Düsseldorf mandag til fredag og i weekenderne en gang om dagen. Til Berlin flyver selskabet en gang dagligt undtagen lørdag og til Hamburg med en afgang hver fredag og søndag.

 

 

 Se video fra Deltas ruteåbning
(varighed 02:03 min.)


Delta flyver til Atlanta med et fly af typen Boeing 767-300.

Afgang dagligt fra København kl. 11 og ankomst i Atlanta kl. 14.55 lokal tid.

Flyvetiden er knap 10 timer.

Afgang dagligt fra Atlanta kl. 18 med ankomst i København kl. 9 næste dag.

Atlanta er Deltas største trafikknude-punkt og verdens største lufthavn.


Air Berlin flyver til Berlin, Düsseldorf og Hamburg

København-Düsseldorf mandag-fredag kl. 8.25 og kl. 21.45.
Lørdag kl. 8.15 og søndag kl. 21.45.
Flyvetiden er godt en time.

København-Berlin dagligt kl. 16.10. Flyvetiden er 55 minutter.

København-Hamburg fredag og søndag kl. 13.10.
Flyvetiden er 50 minutter.

Fra Berlin og Düsseldorf er der videre forbindelse til en række europæiske destinationer.