19.07.2006
Baresso byder på latte i Terminal 3

I løbet af seks år er Baresso blevet en del af bybilledet i København, Århus og Odense, hvor befolkningen har taget den første danske kæde af espresso- og kaffebarer til sig. Nu får de 20 millioner passagerer, der årligt passerer gennem Københavns Lufthavn også mulighed for at stifte bekendtskab med Baressos store udvalg af specialkaffer.

19. juli 2006 åbner Baresso en ny kaffebar i check-in området i Terminal 3, hvor de rejsende kan nyde kaffen midt i lufthavnens travle, internationale atmosfære – eller tage den med på den videre rejse i en praktisk to-go udgave.

Baresso byder på et bredt udvalg af espresso-drikke, kaffe, chokolade og te samt kolde varianter i Baresso Ice-blend – et populært alternativ i den varme sommertid. Alle Baressos espresso-drikke er baseret på kædens egen blanding Barista Espresso Blend, der både blendes og ristes i Danmark. Derudover tilbydes en række kaffespecialiteter, samt lidt at spise, som croissanter og pain au chocolat til morgenkaffen eller en panini/sandwich til frokost.

Den ny Baresso kaffebar i lufthavnens Terminal 3 er åben hver dag fra kl. 5 til 19.