30.06.2006
Lufthavnen vil bygge central sikkerhedskontrol
Københavns Lufthavn fortsætter med at investere på sikkerhedsområdet. I øjeblikket ansættes flere security-medarbejdere, og i løbet af næste år vil lufthavnen etablere en ny, central sikkerhedskontrol. Det giver større kapacitet og øget fleksibilitet – og dermed kortere ventetid for passagererne.

Forholdene for passagererne ved sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn skal forbedres. Lufthavnen vil derfor i løbet af det kommende år etablere en ny central sikkerhedskontrol til afløsning for de nuværende tre checksteder til passagerkontrol i Terminal 2, Terminal 3 og Arkaden.
Etableringen af det nye checksted koster 150 mio. kr. og føjer sig til en lang række af investeringer i de seneste år som følge af myndighedernes øgede krav på sikkerhedsområdet. Derudover har lufthavnen i løbet af tre år fordoblet antallet af securitymedarbejdere til 660 og i øjeblikket rekrutteres og uddannes yderligere et antal medarbejdere.
Fleksibilitet og kapacitet
Ved at samle sikkerhedskontrollen i et centralt checksted opnår lufthavnen større kapacitet og øget fleksibilitet og kan derfor yde passagererne en bedre service.
”I øjeblikket oplever vi situationer, hvor der på samme tid er lang ventetid ved sikkerhedskontrollen i den ene terminal og næsten ingen ventetid i den anden terminal. Vi kan ikke flytte personalet frem og tilbage med få minutters mellemrum, men kun opfordre passagererne til at vælge en anden indgang,” siger underdirektør Mogens Kornbo, Københavns Lufthavne A/S.
”Med det centrale checksted løser vi dette problem, da passagererne automatisk vil fordele sig mere ligeligt i de ”spor” der er til rådighed,” siger Mogens Kornbo, der forventer, at det vil medføre kortere ventetider i perioder med spidsbelastning, som dem lufthavnen oplever i øjeblikket.
Fremtidens krav
Københavns Lufthavne har i de seneste måneder undersøgt mulighederne og arbejdet med planerne, som er ved at tage form i projektbeskrivelser og plantegninger. Den nye sikkerhedskontrol bygges i 1. sals niveau i Arkaden med adgang fra både Terminal 2 og Terminal 3 via gangbroer.
Sikkerhedskontrollen indrettes med nye faciliteter der gør, at passagererne i højere grad kan forberede sig til sikkerhedschecket og derved være med til at mindske ventetiden.
”Vi ønsker at fastholde en god service og kvalitet over for passagererne uden at gå på kompromis med sikkerheden. Med de fortsat øgede krav fra myndighederne finder vi det nødvendigt at etablere en ny, central sikkerhedskontrol, der i sin udformning tager højde for nogle af de krav, vi kan blive mødt med fremover,” siger Mogens Kornbo.
