07.03.2006
Europas bedste for femte år i træk

Passagererne er ikke i tvivl. Københavns Lufthavn er fortsat Europas bedste. Det skyldes ikke mindst en god atmosfære og hjælpsomme medarbejdere.

Lyse og luftige omgivelser. Moderne kunst og arkitektur. Smukke trægulve og funktionelle møbler. Københavns Lufthavn er verdensberømt for sin unikke atmosfære, som værdsættes af besøgende fra hele verden. Atmosfæren er også et af de elementer, der for femte år i træk får passagererne til at udnævne Københavns Lufthavn til Europas bedste.

Det sker i den internationale AETRA undersøgelse, hvor resultatet for 2005 netop er offentliggjort. I undersøgelsen sammenlignes serviceniveauet i 66 lufthavne verden over på baggrund af interview med 100.000 passagerer.

På europæisk plan indtager København førstepladsen foran 29 andre lufthavne, heriblandt Stockholm, Oslo, Helsinki, Hamburg og nogle af de største europæiske knudepunkter som London/Heathrow og Amsterdam. København deler i år førstepladsen med lufthavnen i Bruxelles, da resultaterne fra de to lufthavnen ligger meget tæt på hinanden. På andenpladsen kommer Zürich, mens Helsinki bliver nummer tre.

Tredjeplads på verdensplan

Udover førstepladsen i Europa opnår Københavns Lufthavn en tredjeplads på verdensplan i kategorien lufthavne med 15-25 millioner passagerer om året. Også her deles pladsen med Bruxelles, mens Kuala Lumpur indtager førstepladsen og Dubai andenpladsen. Københavns Lufthavn er Skandinaviens største med 20 millioner passagerer om året og flyforbindelser til 130 destinationer.

”Vi er meget stolte over, at det for femte år i træk lykkes os at blive bedst i Europa og samtidig få en fin placering på verdensplan. Kampen om topplaceringerne skærpes år for år i takt med, at flere lufthavne deltager i undersøgelsen. Alene siden sidste år er der kommet 26 nye lufthavne til,” siger passagerchef Susanne Frank, der mandag aften modtog de to priser på vegne af Københavns Lufthavne A/S ved en konference i Abu Dhabi.

Hjælpsomt personale

I AETRA undersøgelsen sammenlignes servicen i lufthavnene på otte forskellige områder ved hjælp af 32 spørgsmål. Udover atmosfæren giver passagererne Københavns Lufthavn høje karakterer på områder som rengøringsniveau, personalets hjælpsomhed og transportforholdene til og fra lufthavnen.

”Vores flotte placering skyldes ikke alene lufthavnens gode faciliteter, men i lige så høj grad 22.000 medarbejdere fra mange forskellige virksomheder, der døgnet rundt yder en kæmpe indsats i lufthavnen,” siger Susanne Frank.

AETRA undersøgelsen udarbejdes i et samarbejde mellem flyselskabernes organisation IATA og lufthavnsorganisationen ACI. I Københavns Lufthavn indgår undersøgelsen i et kvalitetsprogram, der også omfatter egne målinger og undersøgelser. Tilsammen giver programmet ledelse og medarbejdere et løbende billede af, i hvor høj grad lufthavnen lever op til sine kvalitetskrav.

 

 

Bedste lufthavne 2005

Europa
1. København og Bruxelles
2. Zürich
3. Helsinki

Amerika
1. Halifax
2. Ottawa
3. Denver

Asien/Oceanien
1. Incheon
2. Singapore og Hongkong
3. Kuala Lumpur

Mellemøsten/Afrika
1. Dubai
2. Cape Town
3. Durban

Verden
1. Incheon
2. Singapore og Hongkong
3. Kuala Lumpur

0-5 mio. passagerer årligt
1. Halifax
2. Ottawa
3. Malta

5-15 mio. passagerer årligt
1. Nagoya
2. Christchurch
3. Helsinki

15-25 mio. passagerer årligt
1. Kuala Lumpur
2. Dubai
3. København og Bruxelles

Over 25 mio. passagerer årligt
1. Incheon
2. Singapore og Hongkong
3. Denver

 

 http://www.aetra.aero/