18.08.2005
Få minutters ventetid i travl sommer
Denne sommers store rejselyst har givet ekstra travlhed i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn. I gennemsnit har lufthavnens medarbejdere kontrolleret over 22.500 passagerer om dagen sommeren igennem. Alene i juni og juli gik 1.377.561 passagerer gennem sikkerhedskontrollen – eller godt 10 procent flere end i de tilsvarende to måneder sidste sommer.
Trods travlheden har sikkerhedspersonalet formået at holde den gennemsnitlige ventetid ved checkstederne nede på et minut og 40 sekunder. Kun få procent af passagererne har måttet vente fem minutter eller derover – i juni gjaldt det to procent af passagererne, mens det i juli blot var 0,5 procent af passagererne.
Langt over målet
Dermed har lufthavnen i de travle sommermåneder levet op til sin målsætning om, at 95 procent af passagererne skal have en ventetid på under fem minutter ved sikkerhedskontrollen. For at holde øje med, om der leves op til målsætningen, foretager lufthavnen dagen igennem året rundt målinger af den aktuelle ventetid.
Ventetiden er typisk størst om morgenen og midt på eftermiddagen, hvor antallet af flyafgange og dermed strømmen af passagerer i lufthavnen er størst. For at forebygge lange ventetider i perioder med spidsbelastning etablerede Københavns Lufthavn 1. juni i år en ekstra indgang med sikkerhedskontrol i Arkaden mellem Terminal 3 og Terminal 2.
Samtidig er der opsat elektroniske tavler, der oplyser passagererne om den aktuelle ventetid ved de tre indgange i udenrigsterminalerne, så passagererne har mulighed for at vælge imellem indgangene. Endvidere har lufthavnens korps af servicemedarbejdere henvist passagererne til de øvrige indgange, hvis der har været tendens til kødannelser.