14.12.2005
Danske brandmænd eksporterer viden til udlandet

Hvad gør man i internationale lufthavne, når man skal slukke en brand – eller rettere, hvad gør man, når man skal efteruddanne personale eller opdatere sit udstyr? Man kontakter Københavns Lufthavn. Brandvæsnet i Københavns Lufthavn bliver nemlig betragtet som værende blandt de førende, når det drejer sig om at komme passagererne til undsætning, hvis uheldet skulle være ude.

Undervisning i Københavns Lufthavn

Tidligere på året har brandchef Jens Peter Larsen fra Københavns Lufthavn og hans medarbejdere blandt andet været i Holland og USA for at lære fra sig, i Grønland for at undervise i grundkursus for flybrandmænd og i verdens største lufthavn (målt i areal), Dallas Fort Worth, for at lære brandmændene derovre at lave indvendig slukning i fly, et område hvor vi er langt fremme i Skandinavien.

I denne uge går brandchefen og hans folk i gang med et træningsforløb, der går ud på at lære ukrainske flybrandmænd nye brandslukningsteknikker og voksenpædagogiske undervisningsmetoder. De ukrainske brandmænd kommer fra landets centrale flyskole og projektet er EU-støttet.

Interesserede i nye teknikker

”Noget af det, de ukrainske brandmænd har vist stor interesse for, er vores brandslukningsmetoder. De har endnu ikke den fornødne teknik til at ”gå ind i branden” som vi gør, men står stadig på afstand og slukker branden udefra med én stråle. Det giver større vandskader. Men de er nysgerrige og meget interesserede i at lære de nye teknikker,” fortæller brandchef Jens Peter Larsen.

”Når vi slukker brande, går vi ”ind i branden”, sprøjter vand på det varmeste sted i lokalet og med kraftige højtrykspumper og avanceret slukningsteknik findeler vi vandet til små dråber og får omkring 1.600 liter vanddamp ud af bare en enkelt liter vand. Så det er ikke nok, at kende til de nye teknikker; man skal også have det rette udstyr.”

Deler viden for at redde liv

Samarbejdet med de ukrainske brandmænd strækker sig i første omgang over et års tid, hvor der ikke bare vil være fokus på teknik og udstyr, men hvor også pædagogikken bliver prioriteret højt. Hver lufthavn har sin egen brandskole, hvor man uddanner og efteruddanner brandmænd - også her halter østlandene bagefter. Der findes brandskoler i Ukraine, men instruktørerne har ikke så meget erfaring med voksenpædagogik – endnu et område, hvor danskerne betegnes som frontløbere.

Men det er ikke kun i Københavns Lufthavn, man gerne vil gøre en ekstra indsats for at passagererne kommer sikkert i havn. Også i Sverige, som de ukrainske brandmænd skal besøge senere, er der stor lyst til at bidrage til deres efteruddannelse.

”De forskellige flybrandkorps rundt omkring i verden er blevet meget bedre til at hjælpe hinanden end tidligere. Som valgt af passagererne til Europas bedste lufthavn føler vi en forpligtelse til at dele ud af vores erfaringer omkring sikkerhed i lufthavnen, og vi deltager gerne i internationalt arbejde i det omfang det kan lade sig gøre. Og det er min klare fornemmelse, at vi inden for flybrandvæsnet gerne deler ud af vores viden, hvis vi kan hjælpe andre med at redde liv,” siger Jens Peter Larsen.



 

"...det er min klare fornemmelse, at vi inden for flybrandvæsnet gerne deler ud af vores viden, hvis vi kan hjælpe andre med at redde liv."

Brandchef Jens Peter Larsen, Københavns Lufthavn

Brandvæsenet i lufthavnen:

73 medarbejdere.

Ansvarlig for beredskab og rednings- og slukningsopgaver ved flyhaverier og andre ulykker i lufthavnen.

Deltager i rednings- og slukningsopgaver ved flyulykker på Amager, Saltholm og Peberholm.

Deltager desuden i søredningstjeneste.

Yder også samaritterhjælp - i 2004 var der 865 udkald til førstehjælp.

Skal kunne være hvor som helst i lufthavnens område på under tre minutter.