08.03.2005
Flere flyver til Alperne

Skiferie i Alperne trækker stadig flere passagerer til flyruten København-Geneve. Det viser nye trafiktal fra Københavns Lufthavn. Antallet af passagerer på ruten til Geneve lå i januar og februar i år 26 procent over niveauet i 2004. I alt rejste 22.000 passagerer mellem København og Geneve i februar, mens passagertallet i januar var 17.900.

Den schweiziske by er udgangspunkt for mange skiferier i Frankrig og Schweiz, og det afspejles i rejsemønstret fra København.

”Geneve er en typisk vinterdestination, hvor skituristerne medfører op mod 40 procent flere passagerer pr. måned i januar, februar og marts sammenlignet med årets øvrige måneder,” siger afdelingsleder Henrik Juel Simonsen fra Airline Relations i Københavns Lufthavne A/S.

Ruten til Geneve beflyves af SAS med tre afgange på hverdage, fem om lørdagen og fire om søndagen, mens Maersk Air flyver en gang dagligt med undtagelse af søndag. Maersk Air begyndte at flyve på ruten i november sidste år.

”Udviklingen i passagertallet viser, at stadig flere flypassagerer bruger Geneve som udgangspunkt for skiferie i Alperne, og samtidig har den øgede konkurrence på ruten i vinter også medført flere rejsende,” siger Henrik Juel Simonsen.