15.09.2005
Singapore Airlines Cargo opruster i København

Tre nye destinationer og fire afgange mere om ugen. Singapore Airlines Cargo udvider i Københavns Lufthavn med nye fragtforbindelser til Asien og USA.

Singapore Airlines Cargo   I starten af oktober udvider Singapore Airlines Cargo (SIA Cargo) antallet af afgange fra Københavns Lufthavn med sine Boeing 747 fragtfly fra fem til ni om ugen. Samtidig føjer SIA Cargo tre nye fragtdestinationer til fra København – New Delhi og Bangalore i Indien samt Chicago i USA.


”Med de nye fragtruter til København får skandinavisk erhvervsliv endnu flere forbindelser til det østlige Asien og derudover også maindeck kapacitet til det store vækstmarked Indien samt Chicago, der er et af de store knudepunkter i USA,” siger cargochef Lars Korup, Københavns Lufthavne A/S.

Målrettet arbejde

Københavns Lufthavn indledte sidste år et målrettet arbejde for at tiltrække flere fragtfly og justerede i den forbindelse prisen på all cargo operationer med store fragtfly for at stå endnu bedre i konkurrencen med de øvrige fragtknudepunkter i Nordeuropa.

Allerede i foråret bar arbejdet frugt, da Korean Air Cargo udvidede antallet af afgange fra København til Seoul fra tre til fem Boeing 747 fragtfly om ugen. Med SIA Cargos nye tiltag kommer Københavns Lufthavn op på 14 afgange om ugen med store fragtfly, som hver kan laste over 100 ton.   Singapore Airline Cargo


”Singapore Airlines nye ruter understreger Københavns voksende betydning som et knudepunkt for luftfragt til Nordeuropa og Baltikum,” siger Lars Korup.

Vækst på fragtområdet

Københavns Lufthavn havde i første halvår 2005 en vækst i fragtmængderne på 7,5 procent sammenlignet med første halvår 2004. I alt blev der ekspederet godt 170.000 ton fragt i CPH i årets første seks måneder. I samme periode var der en vækst i antallet af fragtoperationer på 7,7 procent, mens startvægten for fragtfly voksede med 17,4 procent i forhold til første halvår 2004.

Singapore Airlines Cargos ruter med tilsammen ni ugentlige afgange fra CPH:
Singapore - New Delhi - København - Chicago - København – Bangalore - Singapore
Singapore - New Delhi - København - Chicago - København - New Delhi – Singapore
Singapore - London eller Dublin - København - Dubai - Singapore

Korean Air Cargos ruter med i alt fem ugentlige afgange fra CPH:
Seoul – Wien – København – Seoul
Seoul - Amsterdam - København – Seoul
Seoul - Anchorage - New York - København - Seoul