13.10.2005
Få gratis SMS om afgang eller ankomst

Københavns Lufthavns populære SMS service med oplysninger om ankomster og afgange er blevet gratis at benytte.

Du har checket ind og er gået igennem lufthavnens sikkerhedskontrol. Nu er det tid til at slappe af, nyde en kop kaffe og måske shoppe lidt inden afrejsen. Men hvornår skal du gå til gaten? Hvornår er der tid til boarding? Og hvad nu, hvis flyet er forsinket?

Svarene på disse spørgsmål kan du få direkte og hurtigt på din mobiltelefon ved at tilmelde dig Københavns Lufthavns gratis SMS service med oplysninger om ankomster eller afgange. Hidtil har denne service kostet 10 kr. pr. tilmeldt fly, men nu har lufthavnen gjort SMS servicen gratis og samtidig lanceret en forbedret udgave. Man tilmelder sig på http://www.cph.dk/ – enten under Ankomster eller Afgange på forsiden eller under menuen Flytider.

SMS service henvender sig også til familie, venner eller virksomheder, der skal modtage passagerer i lufthavnen. Ved at tilmelde et ankommende fly kan man vælge at få direkte besked, hvis der er ændringer i ankomsttiden, samt når flyet er landet og igen når kufferterne fra flyet ruller på bagagebåndet.

Populær service

”Vores hidtidige SMS service har været meget populær. For nogle passagerer handler det om at udnytte tiden i lufthavnen mere effektivt til at arbejde, mens andre i højere grad kan slappe af, når de ikke behøver bekymre sig om, hvornår de skal være i gaten eller hvornår flyet afgår,” siger passagerdirektør Merete Rønde, Københavns Lufthavne A/S.

”Vi håber, at endnu flere passagerer vil få glæde af tjenesten nu, hvor den både er blevet gratis og nemmere at benytte,” siger hun.

Den væsentligste forbedring af SMS servicen er muligheden for at tilmelde fly direkte under Ankomster eller Afgange på http://www.cph.dk/. Her er det samtidig blevet nemmere at finde det aktuelle fly ved at søge direkte på flynummer, destination eller flyselskab.

 SMS Service