23.09.2005
Deltagerrekord til ”speeddating” for luftfartsbranchen
På søndag starter årets begivenhed inden for international luftfart. Fra d. 25. – 27. september afholdes luftfartsbranchens ruteudviklingsforum, World Route Development Forum (Routes) for første gang i København med rekord stort antal tilmeldte mødedeltagere. Over 1600 delegerede fra 280 flyselskaber og 500 lufthavne forventes at deltage i dette års Routes, der foregår i Bella Center.
Routes er en slags ”speeddating” for luftfartsbranchen, hvor flyselskaber og lufthavne fra hele verden mødes og planlægger nye ruter. På forhånd er der arrangeret 20.000 forskellige møder mellem de interesserede parter, der så får mulighed for korte 20-minutters en-til-en møder, hvor alle deltagere sidder i samme rum og forhandler samtidig. Københavns Lufthavn er vært for det 11. Routes, der giver deltagere fra 120 lande mulighed for at skabe nye kontakter og lægge grundstenene til nye ruter.
Dette års Routes bliver det største af sin slags siden starten i 1995. Routes er det eneste globale mødested for beslutningstagere inden for luftfart.
På hjemmesiden: http://www.routesonline.com/ kan du finde yderligere oplysninger om konferencen.