03.06.2005
Nyt parkeringshus på vej i lufthavnen

Flere lokalt afgående passagerer øger behovet for parkeringsmuligheder i Københavns Lufthavn.

Parkeringshuset P10     Byggeriet af parkeringshuset P10 er i fuld gang, og i slutningen af september står det nye parkeringshus færdigt i Københavns Lufthavn. Det nye parkeringshus bliver i syv plan og kommer til at rumme 1.070 parkeringspladser, så der fremover vil være ca. 8.500 parkeringspladser i Københavns Lufthavn.


”Behovet for parkeringspladser i lufthavnen er stærkt stigende. I år 2000 havde vi godt fire millioner lokalt afgående passagerer – altså passagerer, der begynder deres rejse her i København. Det tal var sidste år vokset til næsten seks millioner. En stor del af disse passagerer har behov for at parkere i lufthavnen, og derfor udbygger vi løbende vores parkeringsanlæg,” siger Jens-Erik Engelbrecht, strategichef i lufthavnens Ejendomsafdeling.

Entreprenøren Skanska står for det 23.000 kvadratmeter store byggeri, der kommer til at stå færdigt ultimo september umiddelbart op til skolernes efterårsferie, der er højsæson for Lufthavnsparkeringen A/S. P10 kommer til at ligge lige øst for Terminal 3.