24.10.2005
Pressemeddelelse fra Maquarie Airports:
Australske Macquarie Airports fremsætter anbefalet købstilbud til aktionærerne i Københavns Lufthavne A/S (”CPH”)
Bestyrelsen for CPH anbefaler enstemmigt købstilbuddet, der er baseret på en kontant tilbudskurs på DKK 2.000 pr. aktie.
Macquarie Airports (MAp), en investeringsfond noteret på den australske fondsbørs, ASX, der har specialiseret sig i investeringer i lufthavne, har i dag offentliggjort et betinget offentligt købstilbud til aktionærerne i CPH, som ejer 100% af Kastrup og Roskilde lufthavn (Danmark) samt andele i flere internationale lufthavne. Bestyrelsen for CPH har i dag i en meddelelse til Københavns Fondsbørs enstemmigt anbefalet CPH’s aktionærer at acceptere købstilbuddet.
MAp tilbyder en kontant kurs på DKK 2.000 pr. aktie, hvilket svarer til en kurspræmie på 31% i forhold til den gennemsnitlige volumenvægtede kurs på CPH’s aktier den 21. oktober 2005. Købstilbudet forventes at udløbe fredag den 9. december 2005, kl. 20:00 (dansk tid). Købstilbuddet er blandt andet betinget af accept fra aktionærer, der tilsammen repræsenterer mere end 50% af de udstedte aktier i CPH. MAp har allerede en ejerandel i CPH på 14,7%.
MAp’s administrerende direktør, Kerrie Mather, udtaler: “Vi tror, at aktionærerne i Københavns Lufthavne vil finde vores købstilbud meget attraktivt. Tilbudskursen afspejler til fulde de værdier, som CPH rummer, herunder den erfarne og meget respekterede ledelse. Købstilbuddet er fuldt på højde med prissætningen af andre sammenlignelige lufthavnstransaktioner, og præmien er på niveau med andre købstilbud
i det danske marked.”
Derudover har to store danske institutionelle investorer, LD og PFA, der tilsammen ejer 3,0% af aktierne i CPH, uigenkaldeligt accepteret købstilbuddet for samtlige deres aktier.
Henrik Gürtler, formand for bestyrelsen i CPH, udtaler: “Kombinationen af Macquarie Airports og Københavns Lufthavne vil være et meget perspektivrigt partnerskab mellem en af verdens førende lufthavnsinvestorer og en af verdens mest respekterede lufthavnsoperatører. Macquarie Airports er en erfaren og ansvarlig langsigtet investor med betydelig lufthavnsekspertise. Jeg er derfor overbevist om, at CPH vil have fordel af et aktivt og professionelt samarbejde med Macquarie Airports.
Bestyrelsen i CPH har haft forhandlinger med Macquarie Airports vedrørende købstilbuddet, og vi anser tilbuddet for attraktivt for aktionærerne i CPH. Bestyrelsen anbefaler derfor enstemmigt aktionærerne i CPH at acceptere købstilbuddet.”
En betydelig udvidelse af MAp’s investeringsportefølje
Købstilbuddet på CPH afspejler MAp’s investeringsstrategi – nemlig fokus på at investere i betydelige aktiebesiddelser i udvalgte lufthavne af høj standard. MAp søger at udvikle og øge sin lufthavnsporteføjle på en ansvarlig måde gennem investeringer i lufthavne af høj kvalitet og ved at indgå i tæt samarbejde med den daglige ledelse til gavn for lufthavnens mange interessenter.
Administrerende direktør i MAp, Kerrie Mather, fremhæver, at investeringen i CPH vil indebære en vigtig udvidelse af MAp’s investeringsportefølje:
”Tidligere i år offentliggjorde vi vores første større investering i CPH, og vi er stadig meget imponerede over selskabets mange kvaliteter. Selv anser vi CPH for at høre til i verdenseliten. Alt i alt en højt estimeret og meget veldrevet lufthavnsvirksomhed med fremragende faciliteter og en virkelig god infrastruktur.
Såvel ledelse som medarbejdere i CPH har til fulde bevist, at de har ekspertisen til både at drive og udvikle lufthavne af meget høj kvalitet. Det er derfor også vores mål at udnytte disse kvaliteter i vores fælles fremtidige forretningsmuligheder.
Vi har meget stor respekt for ledelsen i CPH, og vi har ingen planer om at ændre den måde, virksomheden er organiseret på, eller ændre ved medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår. Vi vil understøtte ledelsens arbejde med at fastholde og udbygge CPH’s enestående omdømme inden for både kvalitet og service og udbygge positionen som et førende europæiske knudepunkt for lufttrafik”, udtaler Kerrie Mather.
Købstilbuddets betingelser
Gennemførelsen af købstilbuddet er blandt andet betinget af følgende:
-
At MAp via sit danske datterselskab, Macquarie Airports Copenhagen ApS, ejer eller modtager gyldige accepter for mere end 50% af de udstedte aktier og stemmerettigheder i CPH, og
-
At alle relevante godkendelser fra konkurrence- og andre myndigheder er opnået.
Yderligere oplysninger om købstilbuddet, herunder information om de fuldstændige vilkår og betingelser, samt vejledning i, hvordan man accepterer købstilbuddet, findes i tilbudsdokumentet, som er offentliggjort via Københavns Fondsbørs.
Yderligere oplysninger om anbefalingen fra bestyrelsen i CPH vedrørende købstilbuddet fra MAp findes i den fondsbørsmeddelelse, som CPH har udsendt tidligere i dag.
Presse- og analytikermøde kl. 11:30 i dag mandag
I dag mandag, kl. 11:30 (dansk tid), vil MAp og CPH afholde et presse- og analytikermøde hos Københavns Lufthavne, Lufthavnsboulevarden 6, 2770 Kastrup.
Mødet transmitteres også live via webcast på http://www.cph.dk/.
Om MAp
MAp er verdens største strategiske lufthavnsinvestor. MAp er noteret på den australske fondsbørs, ASX, og indgår i Top 50 på ASX med en markedsværdi på AUD 4,7 milliarder (svarende til DKK 22 milliarder) og omkring 40.000 investorer. Størstedelen af aktionærerne er pensionsfonde og andre langsigtede investorer.
Gennem sine investeringer i lufthavnene i Bruxelles, Rom, Sydney, København, Birmingham og Bristol har MAp i dag en meget betydelig erfaring i at drive lufthavne – både i Europa og andre steder. Tilsammen har disse lufthavne over 110 millioner passagerer om året.
MAp har gennem årene bevist, at selskabets lufthavnsinvesteringer både har været ansvarlige og lønsomme. Alle MAp’s lufthavne har efter MAps investering vist betydelig fremgang i antal passagerer, servicekvalitet og økonomiske resultater.
Yderligere oplysninger findes på www.macquarie.com/map
Om CPH
CPH er noteret på Københavns Fondsbørs. Selskabet er eneejer af lufthavnene i Kastrup og Roskilde, og har internationale investeringer i Newcastle Airport i Storbritannien (49%), i Hainan Meilan Airport i Kina (20%) og ASUR i Mexico (10%). I første halvår af 2005 omsatte selskabet for omkring DKK 1,3 milliarder (AUD 297,5
millioner).
Yderligere oplysninger findes på http://www.cph.dk/
Eventuelle henvendelser om denne meddelelse til:
MAp Australian Media Enquiries: MAP European Media Enquiries:
Julie Sheather Karen Smith
Public Affairs Public Affairs
Tel +61 2 8232 6842 +44 207 065 2420
Mob +61 409 514 643 +44 79 1708 1541
Email julie.sheather@macquarie.com Karen.smith@macquarie.com
Læs pressemeddelelsen i PDF
Macquarie Airports Management Limited er ikke autoriseret til at modtage indlån i henhold til australske banklovgivning (”Banking Act (Commenwealth of Australia) 1959”), og Macquaria Airports Management Limiteds forpligtelser kan ikke sidestilles med indskud i eller andre tilgodehavender hos Macquarie Bank Limited (ABN 46 008 583 542) (”MBL”). MBL har stillet en begrænset garanti på AUD 5 mio. overfor den australske Securities and Investment Commission for Macquarie Airports Management Limiteds forpligtelser i henhold til australsk selskabslovgivning som ansvarlig for administration af investeringsordningerne. MBL afgiver herudover ingen
garantier for Macquarie Airports Managements Limiteds forpligtelser, regnskabsresultatet for de fonde, der administreres af Macquarie Airports Management Limited, eller eventuel tilbagebetaling af kapital.