09.12.2005
Lyse udsigter for indenrigstrafikken
November er normalt mørk og trist, men for de danske indenrigsfly varslede november lyse udsigter. Antallet af passagerer på flyruterne mellem Københavns Lufthavn og de danske indenrigslufthavne steg i november måned markant med over 16.000 passagerer – svarende til en vækst på 11,6 procent i forhold til samme måned sidste år. Ikke siden 1996 er der set en tilsvarende vækst i indenrigstrafikken i løbet af en måned. *
En betydelig del af stigningen kom som følge af øget konkurrence på København-Rønne, efter at Danish Air Transport er gået ind på ruten til Bornhom, som også betjenes af Cimber Air. I november havde ruten 6.500 flere passagerer end i november sidste år. Det svarer til en stigning på mere end 61 procent.
Samtidig var der vækst på hovedparten af de øvrige indenrigsruter som eksempelvis København-Billund, der voksede med 25 procent og København-Aalborg med en vækst på godt fem procent.
Færre afgange – flere passagerer
”Udover den skærpede konkurrence til Bornholm skyldes væksten på indenrigsruterne især, at SAS har indført et nyt fleksibelt billetsystem med et større udbud af billige billetter. Når flyet kan konkurrere med andre transportformer i både rejsetid, præcision og pris, vælger flere selvfølgelig flyet,” siger afdelingschef Corinna Lundbæk Pedersen, Københavns Lufthavne A/S.
Efter tre måneder i træk med betydelig vækst – 8,0 procent i september og 7,6 procent i oktober – ser flytrafikken mellem København og landsdelene dermed for alvor ud til at være på vej op efter flere års nedtur og de seneste par års svage vækst.
Udsigt til vækst i 2006
Indenrigstrafikken til og fra København toppede tilbage i 1996 med 2,9 millioner passagerer og faldt derefter år for år for at nå bunden i 2003 med 1,57 millioner passagerer. Sidste år var antallet af indenrigspassagerer vokset til 1,6 millioner og i år ligger væksten til og med november på 2,3 procent.
”Næste år forventer vi yderligere vækst i indenrigstrafikken som følge af den gradvise afskaffelse af passagerskatten på 75 kr. Skatten har været særligt problematisk for indenrigstrafikken, da indenrigspassagerer i modsætning til udenrigspassagerer skulle betale 75 kr., både når de rejste ud og hjem – altså 150 kroner i alt,” siger Corinna Lundbæk Pedersen.
* (Med undtagelse af maj 1999, hvor væksten var påvirket af særlige omstændigheder – nemlig storkonflikten på arbejdsmarkedet i april og maj året før.)