25.01.2005
Flere genstande blev overdraget i 2004

Skærpede EU-regler og ny våbenlov var med til at øge antallet af formodede ulovlige våben og andre genstande, som blev inddraget i Københavns Lufthavn i 2004.

Sikkerhedspersonalet i Københavns Lufthavn i Kastrup inddrog fik sidste år overdraget mere end dobbelt så mange formodede ulovlige våben som i 2003. I 2004 blev der inddraget 1.060 formodede ulovlige våben, hvor myndighederne blev tilkaldt, mod 447 året før.

Den markante stigning skal ses i lyset af, at den danske våbenlov blev skærpet i foråret 2004, hvilket blandt andet betød, at det ikke længere er lovligt, at bære låsbare foldeknive, uanset bladlængde.

Hovedparten af de formodede ulovlige våben, der blev inddraget i 2004, var netop knive og dolke – cirka 900 i alt – mens de øvrige formodede ulovlige genstande blandt andet omfattede fire tilfælde med skydevåben, samt sabler, kastestjerner, numchucks og totenschlägere. I samtlige tilfælde med formodede ulovlige våben blev sagen overgivet til politiet.

41.000 andre genstande

Udover de formodede ulovlige våben inddrog sikkerhedspersonalet i 2004 over 41.000 andre genstande, der ikke er ulovlige, men som blot ikke må medtages på flyrejsen – for eksempel sakse og proptrækkere, men også golfkøller, fiskestænger, vandrestave og håndvægte. Der blev også inddraget mange lightere, da det kun er tilladt at medbringe en lighter.

For disse genstande var der tale om en samlet stigning på 21 procent i forhold til året før. 5.000 genstande valgte passagererne at få indskrevet som bagage eller eftersendt, mens de øvrige 36.000 genstande blev afleveret til destruktion.

Stigningen i antallet af ikke tilladte genstande skyldes først og fremmest, at der i 2004 blev indført skærpede EU-regler for, hvad man må tage med – både i håndbagage og indskrevet bagage.

 Se regler for, hvad der må medbringes