15.11.2005
Københavns Lufthavn venter flere ruter til foråret

Københavns Lufthavn forventer allerede til foråret nye ruter til udenlandske destinationer som følge den gradvise afskaffelse af passagerskatten. Det siger lufthavnens administrerende direktør Niels Boserup på baggrund af kontakt til en række flyselskaber i de seneste dage.

”Flere af vores medarbejdere har netop deltaget i en international luftfartskonference i Japan, hvor de har præsenteret flyselskaberne for friske beregninger, der viser den forbedrede økonomi i at drive ruter fra København. Flyselskaberne er meget interesserede, og der er udsigt til nye ruter fra København allerede til foråret,” siger Niels Boserup.

Hvilke ruter, der konkret er tale om, kan lufthavnen endnu ikke fortælle, da forhandlingerne mellem lufthavnen og flyselskaberne ikke er afsluttet. Niels Boserup forventer, at kunne informere nærmere om nye ruter inden for et par måneder.

Passagerskatten er i øjeblikket på 75 danske kr. per afgående passager, hvilket betyder en merudgift for flyselskaberne – og i sidste ende passagererne – på omkring en halv milliard kroner om året. Ifølge aftalen om finansloven halveres passagerskatten i 2006 til 37,50 kr., mens den helt forsvinder i 2007.

”Der er ingen tvivl om, at afskaffelsen af passagerskatten er en stor fordel for turismen og erhvervsudviklingen i København og det øvrige Danmark. Allerede næste år vil vi se de første konkrete resultater af regeringens initiativ,” siger Niels Boserup.