07.04.2005
Flere passagerer – men færre mellemlander
Antallet af passagerer, der begynder deres rejse i Københavns Lufthavn, fortsætter med at vokse markant, men det går den modsatte vej med antallet af transferpassagerer – de rejsende, der blot mellemlander i København.
”Vi håber, at vi i samarbejde med flyselskaberne kan vende denne udvikling,” siger passagerdirektør Merete Rønde, Københavns Lufthavne A/S.
De netop offentliggjorte tal for trafikken i Københavns Lufthavn i marts måned viser en samlet stigning i antallet af passagerer på 1,9 procent i forhold til marts 2004. Bag dette tal ligger en stigning i antallet af lokalt afgående – de passagerer, der begynder deres rejse i København – på 12,6 procent eller knap 59.000 passagerer, mens antallet af transferpassagerer i samme periode faldt med 12,9 procent – en nedgang på næsten 42.000 passagerer.
”Vi må konstatere, at antallet af transferpassagerer fortsat falder, selv om netop denne gruppe af passagerer gennem flere år har fået rabat i Københavns Lufthavn. Årsagen er blandt andet et stadigt voksende antal direkte ruter mellem forskellige destinationer i Skandinavien og Europa, som betyder, at trafikken går uden om København,” siger passagerdirektør Merete Rønde.
Antallet af transferpassagerer i København faldt fra 47 procent i 2002 til 38 procent i 2004 og nærmer sig nu en tredjedel af lufthavnens samlede antal passagerer mod tidligere cirka halvdelen.
London, Madrid og Geneve er nogle af de destinationer, der har haft størst fremgang i marts i år, mens den største nedgang i antallet af passagerer ses på ruten til og fra Stockholm/Arlanda. Ligeledes er der markant nedgang i passagertallet på en række øvrige destinationer i Sverige.