01.06.2005
Flere indgange til transitområdet i travl sommer

Københavns Lufthavn står foran en rekordsommer med op til 80.000 rejsende om dagen i forhold til et gennemsnit på omkring 50.000 dagligt.  Derfor øges antallet af indgange til transitområdet fra to til tre, mens nye informationsskærme oplyser om eventuel ventetid ved sikkerhedskontrollen.

Passagerservice er i højsædet i Europas bedste lufthavn, også de kommende uger og måneder, hvor Københavns Lufthavn venter flere passagerer end nogensinde – op til 80.000 om dagen.

Passagererne kan vælge

For at forebygge ventetid ved sikkerhedskontrollen har lufthavnen etableret en ekstra indgang, så passagerer i udenrigsterminalerne nu kan vælge mellem tre forskellige indgange med sammenlagt 10 ”spor” til sikkerhedskontrol.

Den nye indgang til transitområdet åbnede i dag 1. juni og er placeret ved siden af 7-Eleven i Arkaden mellem udenrigsterminalerne. Den supplerer indgangene i Terminal 2 og Terminal 3.

Informationsskærme   

”Ved at udvide antallet af indgange mindskes presset på det enkelte kontrolsted, så passagererne kommer hurtigere igennem. Alligevel kan der på dage med mange flyafgange opstå ventetid, men vi vil fortsat leve op til vores målsætning om, at passagererne ikke må vente mere end fem minutter i 95 procent af sikkerhedskontrollens åbningstid,” siger passagerdirektør Merete Rønde, Københavns Lufthavne A/S.

Nye skærme oplyser om ventetid

For yderligere at lette passagerernes vej gennem lufthavnen er der fra i dag indført informationsskærme ved opgangene til sikkerhedskontrollen i udenrigsterminalerne. De elektroniske skærme oplyser om den aktuelle ventetid ved de tre forskellige indgange.

”Den enkelte passager kan så vælge at benytte den indgang, hvor ventetiden er kortest,” siger Merete Rønde. Hun opfordrer samtidig passagererne til at have deres boardingkort i hånden og lommerne tømt for mønter, nøgler, mobiltelefoner og metalgenstande, inden de er fremme ved sikkerhedskontrollen.