09.02.2005
Ægypten højt på passagerernes hitliste
Sammenlignes januar 2005 med januar 2004 er Ægypten en af de absolutte topscorere, hvad antallet af passagerer angår. I januar sidste år rejste 10.063 passagerer til det populære rejsemål, hvor landet i januar i år har haft besøg af ikke færre end 17.733 passagerer. Differencen udgør en procentstigning på 76 procent.
"Danskerne har for alvor taget Ægypten til sig. Ægypten har længe været et populært rejsemål, men inden for de sidste år har landet gjort meget for at profilere sig selv som andet end et land, der er historisk interessant og som rent kulturelt er anderledes og eksotisk. Det er det, vi ser resultatet af nu. I dag er Ægypten i høj grad blevet et alternativ til middelhavsdestinationerne," siger Trille Tang Dalsgaard, chef for Airline Relations i Københavns Lufthavne.
Det er muligt, at flyve med både charter- og rutefly til Ægypten. For eksempel flyver Maersk Air, Novair, SAS og Sterling til destinationerne Hurghada, Sharm el sheikh, Luxor, Alexandria og Cairo.