18.01.2005
Europas bedste lufthavn – for tredje år i træk

For tredje år i træk har læserne af Tysklands førende magasin for forretningsrejsende, Business Traveller, kåret Københavns Lufthavn i Kastrup som Europas bedste lufthavn. På andenpladsen kom lufthavnen i Zürich, mens München indtog tredjepladsen. Prisen blev uddelt i Frankfurt tirsdag den 18. januar 2005.

Business Traveller henvender sig til ”frequent flyers” og har eksisteret siden 1976. Det udkommer fire gange om året i Tyskland i et oplag på 210.000 eksemplarer og udgives endvidere i USA, Storbritannien, Asien, Mellemøsten og Kina.

3.000 læsere besvarede et spørgeskema, der var indlagt i september/oktober udgaven af Business Traveller i Tyskland. Læserne blev blandt andet bedt om at kåre de bedste lufthavne, bedste flyselskaber og bedste hoteller, ligesom de svarede på spørgsmål om rejsevaner. Besvarelserne blev efterfølgende analyseret af et uafhængigt institut.

I de øvrige lufthavnskategorier blev Singapore kåret som den bedste oversøiske lufthavn samt den bedste lufthavn i verden, mens lufthavnen i Nürnberg kunne høste prisen som den bedste lufthavn i Tyskland.