02.04.2004
Bliv tryllebundet i Københavns Lufthavn
Tryllekunstner Michael Frederiksen bevæger sig rundt i Københavns Lufthavns transitområde tre dage i april for at underholde passagererne.
Selv om den høje hat fyldt med hvide kaniner mangler, skal Michael Frederiksen i skjorte og butterfly nok få et smil frem på læberne hos selv den mest tvivlende tilskuer. Alt hvad lommerne gemmer på, kan bruges til tricks – mønter, elastikker, bolde og spillekort tryllebinder alle børn og voksne, der tager sig tid til at opleve det lille show inden rejsen. Hvordan tryller man tre stykker snor sammen til et langt stykke? Det er en af Michael Frederiksens små tryllehemmeligheder.
Du kan opleve tryllekunstner Michael Frederiksen og hans magiske tryllestav i transitområdet den 3. april kl. 08:00-11:00, den 7. april kl. 17:00-20:00 og den 8. april kl. 08:00-11:00.