13.12.2004
Trådløs på flyrejsen
Vil du surfe på nettet fra din bærbare PC, mens du flyver? Lufthansa tilbyder allerede muligheden, og SAS følger efter i morgen. Hos andre selskaber kan man se direkte satellit-tv eller sende sms-beskeder om bord. Om få år får du sandsynligvis også mulighed for at tale i din mobiltelefon under flyrejsen.
Fik du ringet til chefen, inden du steg om bord i flyet og måtte slukke for mobilen? Fik du sendt den vigtige e-mail til kunden? Og hvad med konen – huskede du også lige at sige farvel til hende?
Om få år bliver spørgsmål som disse overflødige. En række flyselskaber giver allerede deres passagerer mulighed for at sende e-mails under flyrejsen, og førende flyproducenter og teleselskaber er på vej med teknologi, der vil gøre det muligt at bruge almindelige mobiltelefoner om bord.
Den 14. december har SAS premiere på trådløs bredbåndsadgang på ruten til Seattle. Dermed får passagererne mulighed for at bruge den 10 timer lange flyvetur til det vestlige USA på at surfe på nettet, checke e-mails og oprette forbindelse til deres virksomheds intranet. Passagererne kobler sig på et trådløst netværk om bord og har via satellit forbindelse til internettet. Prisen bliver cirka 30 dollar – omkring 170 kroner – for adgang på hele turen.
I løbet af foråret 2005 vil SAS have installeret trådløse netværk i 11 Airbus A340 og A330 fly og kan dermed som det første flyselskab i verden tilbyde trådløs bredbåndsadgang på samtlige sine langdistanceruter.
Flere selskaber på vej
Det var selskabet Lufthansa, der i maj i år som det første selskab gjorde det muligt at surfe på internettet fra sin egen bærbare pc om bord. Det skete på ruten mellem München og Los Angeles og siden har Lufthansa tilføjet denne service på flere ruter.
Også i Asien har flyselskaber taget de nye muligheder til sig. Japan Airlines og All Nippon Airways er begge gået i luften med trådløs bredbåndsadgang på udvalgte ruter, mens Singapore Airlines og China Airlines er på vej med samme service.
Mens nogle satser på internettet, kan passagererne hos andre selskaber læne sig tilbage i flysædet og zappe rundt mellem tv-kanalerne fuldstændig lige som hjemme i stuen. Flere amerikanske selskaber tilbyder allerede live tv via satellit, og australske Virgin Blue giver snart sine passagerer mulighed for at se CNN og en række australske tv-kanaler under flyrejsen.
Hollandske KLM tager også den moderne kommunikationsteknologi i brug, når det fra begyndelsen af næste år bliver muligt at sende og modtage sms-beskeder og e-mails via underholdningssystemet i alle selskabets Boeing 777ere og senere også i KLMs nye Airbus 330ere.
Ring hjem fra flyet
Næste trin i den trådløse tilværelse om bord bliver mobiltelefonen. I dag tillader flyselskaberne ikke brug af mobiltelefoner om bord, da telefonernes signaler kan forstyrre flyenes instrumenter. En række teleselskaber har imidlertid i samarbejde med flyindustrien udviklet teknologier, der gør det muligt at benytte mobiltelefoner om bord.
Populært sagt udstyres flyene med en lille basestation, som via satellit har kontakt til et telefonnet på jorden. Når man ringer op på sin mobiltelefon om bord, går signalet via flyets trådløse netværk og basestationen i stedet for direkte til en modtagemast på landjorden. Derved begrænses telefonens sendestyrke tilstrækkeligt meget til, at flyets instrumenter ikke generes.
Europas førende flyproducent Airbus gennemførte i efteråret en vellykket testflyvning med denne type teknologi i en Airbus A320, hvor der blev ringet til og fra flere forskellige GSM mobiltelefoner om bord. Airbus forventer, at have mobilteknologien på plads i nye fly fra 2006.
Klar i løbet af næste år
Samtidig er verdens 12. største mobiloperatør, norske Telenor, langt fremme med et system, der vil gøre det muligt for stort set alle passagerer at benytte deres egen mobiltelefon under flyrejsen. Telenor samarbejder med 250 mobilselskaber verden over, og priserne for at ringe fra et fly vil ifølge Telenor svare til almindelige udlandstakster på mobiltelefon.
”En række flyselskaber, heriblandt flere af verdens førende, har vist stor interesse for systemet, og vi forventer, at tjenesten bliver tilgængelig i de første fly i løbet af 2005,” siger underdirektør Bernt Fanghol, Telenor.
Den eneste hurdle for Telenor er tilsyneladende at få luftfarts- og telemyndighedernes tilladelse, men det arbejdes der ifølge Bernt Fanghol ihærdigt på – både i telebranchen og blandt flyproducenterne.
Trådløst netværk i lufthavnen
Under alle omstændigheder må passagererne vente endnu nogle år, før den fagre nye kommunikationsverden bliver almindelig på alle flyrejser. I lufthavnen kan passagererne til gengæld bruge mobiltelefonen lige så meget, de har lyst til, og der er også gode af muligheder for at surfe på internettet.
Københavns Lufthavn introducerede i 2001 som en af de første lufthavne i verden trådløst internet eller hotspot, som det også kaldes. I dag er der trådløs internet adgang i alle lufthavnens afgangsterminaler, hvor tusindvis af passagerer hver måned bruger systemet.
Hvis man ikke medbringer en bærbar pc med trådløst netværkskort eller et indstikskort, kan man i stedet benytte en af de ti PC Easy internet-kiosker, der er tilgængelige forskellige steder i lufthavnen.
Mere information om trådløst netværk i lufthavnen