Tåge

tåge ORDKLASSE: navneord (fælleskøn) BØJES: -en, flertal -r, -rne. 1. = sky af vanddråber nær jordoverfladen, som er svær at se igennem.

Sigtbarheden bliver sjældent ringere, end hvis et område er dækket i en tyk dyne af tåge.

Tåge kan betyde, at man bliver nødt til at nedsætte landingskapaciteten - fordi den dårlige sigtbarhed kræver større separation mellem flyene.

Københavns Lufthavn bruger begreber som horisontal og vertikal sigtbarhed, hvilket vil sige, hhv. hvor langt frem og hvor højt op, man kan se. Den såkaldte RVR, Runway Visuel Range, angiver hvor mange meter, man kan se i vandret position, dvs. ud af startbanen, mens ”Vertical Visibility” fortæller, hvor mange fod, man kan se i lodret position, dvs. op fra startbanen.

De to indikatorer bestemmer, om det er kategori 1, 2 eller 3. Kategori 1 er klart vejr, mens kategori 2 og 3 angiver dårlig sigtbarhed i større eller mindre grad. I løbet af et år er lufthavnen i kat. 3, hvilket vil sige en sigtbarhed på under 200 meter, et sted mellem 48 og 72 timer.

Bortset fra, at de store fly i forbindelse med starten kan få vinden til at cirkulere på en måde, så den omkringliggende tåge letter for en stund, er der ikke meget at stille op mod tåge. Det er specielt efterår og vinter, at tågen kigger forbi Københavns Lufthavn.