01.09.2004
Arkitekter bag designudstilling i lufthavnen

Designudstilling      For tredje år i træk står det kendte makkerpar Tom Lundberg og Stig Marvits bag Københavns Lufthavns årlige designudstilling, der kan opleves hele september måned. De to arkitekter er kendt for deres lyse farvevalg, der går fint i spænd med lufthavnens skandinaviske design og arkitektur.

 

Lundberg og Marvits har dannet skole i butiksverdenen og haft stor succes med at designe modebutikker, restauranter og udstillinger i Paris, London, USA og Singapore. Herhjemme er de mest kendt for deres indretninger og udstillinger for Louis Poulsen, Light Makers, Birger Christensen og Toms Fabrikker.

Designudstillingen afholdes hvert år for at sætte fokus på kunst og design i lufthavnens omgivelser. Årets udstilling kan opleves seks forskellige steder i terminalområdet (efter security-check), så alle de 50.000 passagerer, der dagligt passerer gennem lufthavnen vil have glæde af den. I år fokuserer udstillingen under titlen Scandinavian Living på det rå, stilrene og maskuline.