23.03.05
Positive tilbagemeldinger med til at forlænge begrænsninger af skole- og privatfly

Fra 15. april 2004 indledte Roskilde Lufthavn en kampagne, der skulle få piloterne til at blive mere bevidste om naboerne. Kampagnen har virket, naboerne er kommet med positive tilbagemeldinger, så nu forlænger lufthavnen kampagnen yderligere.

På et borgermøde i februar 2004 gav Roskilde Lufthavn naboerne et løfte. I forbindelse med den miljøundersøgelse, der pågår i øjeblikket var det vigtigt at finde nye måder, der kunne mindske naboernes gener ved overflyvning af tæt beboede områder.

Flyvevejene blev omlagt, hvor det kunne lade sig gøre så f.eks. det ”rapportpunkt” ved Himmelev, der hidtil havde været benyttet, blev flyttet længere ud mod St. Valby. Samtidig blev reglerne for skolefly ændret, da skoleflyvningerne især i sommerperioden var noget af det naboerne følte sig generet af.

”Vi vurderede, hvordan vi bedst muligt kunne begrænse brug af landingsrunder, og det kunne vi ved at vælge ikke at benytte lufthavnen til skoleflyvninger på f.eks. skæve helligdage og ”lange lørdage” efter kl. 14. Det har vi haft positive erfaringer med. Samtidig vil alle former for landingsøvelser og anflyvningsøvelser være forbudt alle lørdage efter kl. 14 samt søn- og helligdage,” siger Jørgen Guldager, chef for Roskilde Lufthavn.

Begrænsningen af skole- og privatfly er foreløbig forlænget frem til udgangen af september 2005.

 Flere detaljer om de nye tiltag

 Brev til lejere og brugere på Roskilde Lufthavn

 Download pdf om reglerne for overflyvning af Roskilde